For 25 år siden

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Overlæge advarer

Mange lærere lever under faretruende stort psykisk pres i en konstant forsvarsposition, og dermed udsætter de sig for en overhængende risiko for at pådrage sig psykiske skader, mener overlæge Finn Jørgensen, Skt. Hans Hospital i Roskilde, der peger på, at de såkaldte stress- faktorer spiller en vigtig rolle både for udviklingen af egentlige psykiske sygdomme og for alkoholsygdomme og sygdomme i hjerte, lever og lunger. Overlægen mener, at lærernes isolation må brydes gennem etablering af mere kollegialt samarbejde, og ved at der skaffes tid til gensidig faglig og menneskelig støtte i undervisningsarbejdet. Det, man kalder stressfænomener, virker forskelligt på forskellige personer, afhængigt af den enkeltes sociale og kulturelle baggrund.

Tankevækkende er det, når overlægen om de overvældende psykiske belastninger og deres følger oplyser, at virkningerne ikke altid melder sig øjeblikkeligt hos den overbelastede person. Virkningen kan melde sig som en regning, der skal betales med mange års forsinkelse.

Folkeskolen nummer 15-16

April 1980

Powered by Labrador CMS