Pris til Khader

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Den radikale politiker Naser Khader får årets pris fra Modersmål-Selskabet. Det foregår den 24. maj i Snapstinget på Christiansborg.

Som motivation har Modersmål-Selskabet skrevet: 'Naser Khader får prisen for sit korrekte og levende danske sprog, sit store ordforråd og evnen til at bruge det klart, udtryksfuldt og varieret i skriftlig og mundtlig form. Hans anvendelse af dansk billedsprog, humor og ironi må tages som udtryk for, at den sproglige indlæring er lykkedes.

Den selvfølgelige accent giver også i Khaders tilfælde det danske sprogbillede et klangligt ekstra islæt, på samme måde som danske dialekter og egnssprog øger den klanglige mangfoldighed.

Khader, der kom til Danmark fra Jordan som 12-årig, er et godt eksempel på, at dansk som andetsprog - omhyggeligt indlært - er en meget afgørende del af en integration. At gennemføre den sproglige indlæring og at eje det vidsyn, der vel også er blandt forudsætningerne for at lære sig et fremmed modersmål foruden sit eget kendte, er alene en pris værd'.