Manipulation på tv

19 lærere på kursus hos TV/Midt-Vest for at blive bedre til at undervise i medier

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er mange redskaber, man kan bruge til at manipulere eller påvirke folk med', siger Rasmus Sylvest, der er journalist på TV/Midt-Vest i Holstebro. Han er i gang med at undervise 19 lærere, der er på kursus i at bruge tv-mediet. Det er kursets tredje dag ud af fem.

Deltagerne diskuterer etik og de virkemidler, journalister bruger, når de producerer tv. Efter at have set nogle klip fra nyhedsudsendelser og diskuteret dem skal lærerne producere et tv-indslag.

De går sammen i grupper for at finde emner. Nogle vil interviewe balletbørn, mens andre vil i varehuset OBS for at lave indslag om kogalskab. Flemming Østergaard og Lise Kasnæss finder hurtigt ud af, at de vil lave et indslag om, at ormekure til dyr nu skal klares hos dyrlægen, hvilket gør det dyrere. Flemming Østergaard har hunde og Lise Kasnæss heste, så inspirationen er hentet fra deres egen hverdag. Første interviewoffer er Rudy Lykke, en af deres kolleger fra Sankt Jørgens Skole i Holstebro.

Ved hoveddøren tager to store hunde imod. De følger efter de to lærere og deres interviewoffer ud i en udestue med kakkelovn i den ene ende og appelsintræer i den anden. Lise sætter sig i sofaen og forklarer Rudy, hvad det går ud på, mens Flemming rigger kameraet til.

'Du kan godt lige fortælle, at ormekure er for dyre', siger hun, mens Rudy ser ud, som om han ikke lige har overvejet den sag. Flemming kan ikke få mikrofonen til at virke. Efter mange forgæves forsøg ringer han til TV/Midt-Vest og finder til sidst den lille røde knap, han skal trykke på. Mikrofonen kommer dog ikke til at virke, så de bruger mikrofonen på kameraet. Så starter interviewet.

'Hvordan har du det med den nye ormekur?' spørger Lise. Rudy når kun at sige et par ord, inden Flemming siger stop. 'Rudy, du skal kigge op, ikke ned i jorden', siger han.

Lise instruerer Rudy igen.

'Du kan godt sige, at det er dyrt, og så kan du komme med et eksempel med en ensom person, der har en hund', siger hun.

Rudy forklarer igen, og denne gang fungerer det. Han kæler med sine to hunde til ære for kameraet, inden Flemming og Lise skal videre til næste interviewoffer. På vej ud ad døren fortæller Lise, at kurset ikke er en ferie, men de lærer noget.

'Jeg ved meget mere om, hvordan en journalist arbejder, hvordan et indslag skal klippes sammen og så videre. Jeg vidste selvfølgelig lidt om billedanalyse før, men ellers er alt nyt', siger hun.

Maling i skindpelsen

Næste stop er dyrehospitalet. Nu skal fagkundskaben høres. Flemming kører direkte dertil og forklarer sagen, mens Lise kører omkring tv-stationen efter en ny mikrofon. Hun kommer med tre stik, da teknikerne mente, at det måtte løse problemet. Det hjælper ikke, så endnu en gang er det mikrofonen på kameraet, der bliver brugt. Dyrlægen Vibeke Korup, der er iført en grøn skjorte, gul vest og sundhedstræsko, er klar til at starte interviewet, men bliver afbrudt af Lise, der får en ide.

'Har du ikke et dyr, du kan holde, mens du bliver interviewet?' spørger hun.

Vibeke Korup henter en kattekilling, der blev bragt ind i morges, fordi den havde maling i pelsen. Nu er pelsen blevet klippet ned, så den de fleste steder kun er få millimeter lang.

'Kan du ikke lige sige lidt om ormekur', siger Lise. Vibeke Korup fortæller lynhurtigt alt, hvad Flemming og Lise skal bruge. De takker og haster videre ud til bilerne.

'Jeg tror, at det her kursus betyder, at jeg bliver mere forstående over for, at Flemming løber rundt og filmer på skolen, og at børnene kommer for sent til timerne, fordi de har filmet. Nu ved jeg også mere om medier og vil kunne undervise i det', siger Lise, inden hun smækker bildøren.

Den bliver åbnet igen på Stutteri Munkebjerg, der ligger lidt uden for Holstebro. Fuglene synger, et par heste løber rundt på en mark, men lugten afslører, at stutteriet gemmer på mange flere. Helle Bjørn tager imod. Lise instruerer hende i at fortælle, at hun er træt af ormekure, og inden interviewet starter, henter hun en hest, fordi det gør sig bedre på skærmen.

'Hvad var det, jeg skulle sige?' spørger Helle Bjørn. Hun bliver instrueret igen og forklarer om de dyre ormekure, mens hun holder styr på hesten, der ikke vil stå helt stille. Så er det interview i kassen.

'Vi mangler nogle dækbilleder. Lise, kan du ikke få ungerne til at rode lidt i en hestepære eller en hundelort med en pind, når du kommer hjem', spørger Flemming Østergaard.

Tilbage på TV/Midt-Vest ser de to lærere optagelserne igennem. Mette Munk, en af kursusarrangørerne, bliver lidt utilfreds, da hun hører, at Lise Kasnæss har instrueret to interviewofre i, hvad de skulle sige.

'Det var jo ikke helt meningen', siger hun, mens Lise forklarer, at hun ville have gjort det anderledes, hvis indslaget skulle bruges til tv. Eleverne ville heller ikke slippe af sted med det.

'De ville ikke få lov til det. Jeg ville fortælle eleverne, at jeg har gjort det, men at de ikke skal gøre det. Det ville ikke give et sandhedsbillede, det var jo ren manipulation', siger Lise Kasnæss.

Nu mangler Lise og Flemming kun at vælge, hvad de skal bruge, og klippe sammen.kamp

Zoom

Lærernes kursus er en del af 'Zoom', et projekt, som TV/Midt-Vest laver sammen med skolerne i Viborg og Ringkøbing Amter. Målet er, at skoleelever skal kunne producere tv, fordi de på den måde vil blive tvunget til at gøre sig overvejelser om mediets virkemidler og derved bedre forstå det. Om to år kommer der en ny digital kanal. Det giver mulighed for, at elevernes indslag bliver offentliggjort. Der bliver oprettet et computernetværk, hvor lærere, elever og TV/Midt-Vest kan kommunikere. Eleverne kan bruge det til at hente inspiration, få faglig hjælp og udvikle ideer. Lærerne får et fagligt pædagogisk forum, hvor de kan diskutere medieundervisning. Projektet er inde i sin første fase, hvor lærerne skal uddannes. Senere vil TV/Midt-Vest give gode råd og teknisk bistand til eleverne, når der skal produceres programmer. Det er meningen, at projektet skal udvides til TV2's andre regioner i løbet af to til tre år.