Når elever i København skal i skole, betyder det ikke nødvendigvis en bygning på stenbroen. Adskillige gange hvert år bliver undervisningen placeret på skolens 'økobase' i skovene i Nordsjælland. Eleverne kommer ud i naturen, undervisningen bliver mere konkret og nærværende, selv om fagene er de samme, og eleverne får et nært kendskab til et stykke skov, som de senere kan kalde 'deres barndoms skov'.

Mange elever har aldrig været i en skov, før de kommer der med klassen. Nogle er bange for det, og andre er overraskede over, at der er fire-fem kilometer til en grillbar eller en kiosk. Det har de aldrig oplevet før.

Hver økobase har tilknyttet en naturvejleder, som lærerne kan trække på, og naturen kan levere brugbare undervisningsmaterialer til næsten alle emner.

For eksempel har en lærer bedt om hjælp til undervisning om emnet 'dinosaurer' - og det viste sig at være ganske nemt. Danske krager har nemlig en skeletopbygning, der minder om Tyrannosaurusens, så en naturvejleder skød et par krager, og ved at koge skelettet rent kunne eleverne oven i købet få et 'fortidsminde' med hjem.

Undervisningen foregår inden for alle fag lige fra biologi og matematik til historie, dansk eller tysk. I modsætning til traditionelle naturskoler er økobaserne en slags udflytterklasseværelser. Her er ikke undervisning om naturen, men i naturen. Seks skoler på Vesterbro i København har tilsammen 150 undervisningsdage på stedet - med naturvejlederen til rådighed - om året. Vesterbros Udviklingspulje betaler for at leje bus til transporten, så eleverne er på stedet inden klokken ni og er hjemme på skolen igen klokken 14 - alligevel når de at have over fire timers undervisning i skoven. Der kan være to-tre klasser på stedet på samme tid, da undervisningen mest foregår ude i skoven. Bliver det for koldt, går de ind i en gammel skovfogedbolig, hvor der er køkken og undervisningslokale med varme fra en brændeovn.

Lav en historie

Anne Munck fra Oehlenschlægersgade Skole har været der utallige gange med elever på forskellige klassetrin, og hun tager ofte til basen med sin læsegruppe. Eleverne i den har svært ved at læse og skrive, det er tit lettere at lære, når det sker i naturen, og denne dag skal eleverne lave en historie om, hvad de finder inden for en cirkel på omkring en halv kvadratmeter. Der er masser af ting, der sætter gang i fantasien - småbitte anemoner, friske og tørre blade, en bille, bog, skovsyre, der smager som citronvingummi, et lille asketræ og to små, grå mus. De sidste er dog ikke naturlige, men af stof og anbragt på stedet af Anne Munck.

I første omgang skal historien ikke skrives - bare digtes og fortælles til en lille båndoptager, hun har medbragt

'Men tit sidder eleverne og skriver historier herude i skoven. Jeg kan se, at de bliver bedre og bruger flere forskellige ord, fordi der er så meget at lade sig inspirere af. Det er lettere at skrive, mens lydene og duften er der. Det er noget andet end et mørkt klasselokale', siger Anne Munck.

Der er tale om elever, der ikke er vant til at formulere sig og bruge sproget, så derfor bliver skrivningen ofte kedelig, når man er inde i sit klasseværelse.

Elever er ivrige og engagerede, men de skal også lege og eksperimentere med at gå over bækkens lille træstammebro.

De nysgerrige elever havde straks opdaget, at der siden sidst var opsat vind- og vandmålere på huset, så første del af undervisningen bliver meteorologi, selv om de er der for at få danskundervisning.

Orkanens spor

Decemberorkanens spor er stadig meget synlige. I skoven ligger væltede og knækkede træer. Naturvejleder Jan Werner Nielsen, der er fast mand på basen, lægger ikke skjul på, at han også var bange den nat, orkanen brasede gennem landet. Han bor i et lille hus i skoven, og da han hørte de første umiskendelige tegn på, at et stort bøgetræ var ved at vælte, troede han, at det var det lige uden for huset - så han krøb ind under et solidt bord i håb om, at det ville beskytte ham, når huset blev smadret. Men det væltede træ var 150 meter længere henne ad vejen, og ingen af de andre træer beskadigede huset. For eleverne i København er historien et bevis på, hvor magtfuld naturen kan være.

På turen gennem skoven skal drengene selvfølgelig afprøve deres egne kræfter og færdigheder. De springer over vandløb og over forhindringer. Men på et tidspunkt kalder Jan Werner sammen og fortæller, at nu skal vi alle holde os lige bag ham, for nu kommer vi til et virkelig farligt sted: Nogle høje graner er faldet, så de er grebet af et andet træ, der står spændt som en bue. Det skal ingen gå under - og slet ikke klatre i. Det kan være livsfarligt. Længere fremme ligger toppen af et stort træ. Vinden har knækket den af og blæst toppen flere meter, før den landede på skovbunden, og nu skal eleverne afprøve, om de er stærkere end orkanen. De bakser og knokler, men de kan ikke rokke trætoppen ud af stedet. Vinden har store kræfter.

'Hvad er stærkest - vinden eller vandet?', vil Jawad Hamid vide, og Jan Werner må ud i en længere forklaring, der handler om, at det kommer jo lidt an på, hvad man mener med stærkest.

Ingen tradition

Mange af eleverne fra København kommer ellers aldrig i skoven.

Det har familien ikke tradition for eller overskud til. Eleverne kan ikke lide at blive snavsede eller kolde, og de bevæger sig generelt for lidt.

Nogle indvandrerfamilier kommer fra lande, hvor det er farligt at gå i skoven, så det er ikke krukkeri, når eleverne er angste den første gang. For slet ikke at tale om første gang, de skal overnatte i telt.

Efterhånden bliver de så fortrolige med stedet, at de selv kan invitere familien med på skovtur og vise 'deres' skov frem. At vænne eleverne til at tage varmt, solidt tøj på, når de skal i skoven, har været en pædagogisk proces, men efterhånden ved de, at vejret ikke kan være så dårligt, at turen bliver aflyst. Efter orkanen var vejen den første, der blev ryddet, så ingen elever blev snydt for deres dag på stedet.

Anne Muncks elever har tidligere været på stedet mange gange, og på et tidspunkt skal de fortælle Jan Werner, at de godt kan huske, hvordan man måler højden på et træ, og det kan de. Når matematik skal bruges i praksis, er det hverken kedeligt eller indviklet. Træets højde er ti meter, og det havde de fleste målt sig frem til.

En anden matematikopgave kan være at beregne rumfanget af de nåletræer, der findes på et givent areal i skoven, og på orienteringsløb lærer man at beregne graderne i vinkler.

Hver økobase har et brugerråd med en lærer fra hver skole og naturvejlederen. De administrerer basen og indsamler ideer til undervisningsforløb, andre kan have glæde af. Naturvejlederen er lærernes hjælper og idemager. Men i mange tilfælde varetager lærerne selv undervisningen, når de er på stedet.

Mens Jan Werner hjælper læsegruppen fra Oehlenschlægersgade med at finde ting i skovbunden, ringer hans mobiltelefon. Det er en lærer, der gerne vil have Jan til at finde steder, hvor man kan se fugles parringsdans - det skal være en del af hendes seksualundervisning på basen den følgende tirsdag. Den opgave mener han også nok, han kan løse.

Om natten

Adskillige klasser har prøvet at tilbringe natten i skoven. De sover i telte, spiser primitivt, har intet fjernsyn og oplever at blive rædselsslagne over at færdes i skoven om natten, for de bliver sendt ud på opgaver i mørket. Så kan de coole 9.-klasse-drenge godt finde på at gå med hinanden i hånden for tryghedens skyld. Det er også sket, at et par piger er kommet tilbage - helt selvlysende hvide i ansigtet af skræk - fordi et grønøjet monster havde stirret på dem. Da lærerne gik ud for at finde monsteret, var dets grønne øje en alarmknap på et militært depot.

En anden elev blev så begejstret for skoven, at hun selv begyndte at læse bøger om skov og skovbrug. Hun bad Jan Werner om at vise hende et dyr, hun havde læst om. Det var skovfogeden, der havde fået trykket lagt forkert.