Uskolet

Sådan blev Anders Bondo Anders Bondo

Skelsættende begivenheder i den afgående formands liv.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

1959: Anders kommer til verden. Velskabt dreng, alt er fint. Kun de runde briller vækker lidt opsigt på fødegangen.

1960: Efter at have overvejet blandt andet Gonzo, Tumba og Fonzie lægger forældrene sig fast på kunstnernavnet Bondo.

1965: Skolegang i Ans. Klasselærer lidt betuttet over spørgsmålet: »Hvor er du organiseret?«

1972: Sender i dansktime papirlap til pige i klassen: »Skal vi mødes efter skole og debattere EF-afstemning? Ja, Nej, Ved ikke«.

1974: Modtager i julegave sin første ternede skjorte og rundhalsede sweater. Tænker: »Det her look kommer jeg til at holde fast i«.

1975: Udarbejder forslag til forlig i fejden mellem de to glamrockbands Sweet og Slade.

1977: Student fra Viborg Amtsgymnasium. Samfundsfagslærer husker ham som »insisterende«.

1978-82: Skårup Seminarium. Formulerer for første gang sin mærkesag om faglig anerkendelse og stolthed om lærergerningen. De andre er taget videre til en anden fest.

1982-2002: Lærer i Sønderjylland. Jo, han har skam været lærer! I gamle dage.

1990: Gift med Gitte. Får fire børn, som faktisk ser ganske meget til deres far. Dog mest på tv.

2000: Engagerer sig i løbeklubben Tempo, hvor han heller ikke kan holde sin kæft. Løber et utal af maratoner, rekord: tre timer og 11 minutter, svarende til hvad vi andre bruger på en DHL.

2002: Erkender, at hvis forholdene for lærerne skal forbedres, er han nødt til at stoppe som lærer.

2008: Stirrekonkurrence med Michael Ziegler ender uafgjort.

2013:  Annus horribilis. Året, hvor det går op for danskerne, at Antorini, Corydon & Bondo ikke er en italiensk gøglertrup i indre splid. Om end tæt på.

2002-2020: Har adresse i Ullerup ved Sønderborg, men overnatter ofte i en ejendom i København kaldet Forligsinstitutionen.

2018: Kommer alt for godt ud af det med fucking kapitalistsvin Merete Riisager.

2020: Stopper, omsider. Begynder at skrive sine erindringer: »Skolen for Livet - Livet for Skolen«.

Uskolet er Folkeskolens bagside med satire, som ikke umiddelbart går meget op i fakta. Skulle enkelte navne, hændelser eller undervisningsministre  alligevel føles bekendte, er man velkommen til at tro, hvad man vil.