Vi fik, hvad vi bad om

Giv foreningen opbakning med et ja

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærere, børnehaveklasseledere, skoleledere med flere prioriterede lønforhøjelser som det vigtigste mål, da vi opstillede vore krav til arbejdsgiverne sidste år. Dette ønske er blevet opfyldt i ganske pænt omfang i forhandlingsresultatet ved Overenskomst 97. Der er lønforhøjelser til alle og endda lidt ekstra til de yngre kolleger og til lærerne på slutløn i form af omklassificeringer og tillæg. Så vore forhandlere er kommet tilbage med det, vi bad dem om.

Efter lange forhandlinger sagde foreningen nej til nye lønformer for lærerne denne gang, men vi må have en medlemsdebat, så vi er mere klar i 1999.

F-faktoren urørt

Da vi opstillede kravene i kredsene, blev det meget klart sagt, at F-faktoren ikke måtte forringes! Vore forhandlere afviste derfor i den sidste fase arbejdsgivernes forsøg på en nedsættelse.

Der er også mindre forbedringer på arbejdstidsaftalen: mere tid til prøveafviklingen og et højere tillæg for skoleakkorder og timerammer.

Ingen grund til konflikt

Hvis man overvejer - trods ovenstående anbefaling - at stemme nej, må man gøre sig klart, hvilket konflikttema man vil foreslå! Hvad forventer man, resultatet af en konflikt skal være? At gå i konflikt - som eneste organisation - med decentral løn som konflikttema er fuldstændigt udsigtsløst! Lad os bruge konfliktkontingent på mere realistiske mål en anden gang.

Man kunne spørge, om der slet ikke er noget dårligt ved resultatet. Selvfølgelig er der det, men det er småting hist og her. Der vil altid være skønhedspletter i et så omfattende resultat og forhold, vi kunne have ønsket os bedre, men det må vi så arbejde videre med næste gang.

Helheden peger på et klart ja!