Netværk af nybagte lærere

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Mange nybagte lærere bliver overrasket over, at de må bruge en stor del af deres tid på at opdrage eleverne. De har slet ikke lært noget om opdragelse på seminariet. Derfor er det let for dem at skyde skylden på børnene og deres forældre.

- I virkeligheden er det måske ikke børnene, men skolen, der har et problem, fordi den stadig bygger på den industrielle tankegang og slavisk deler dagen op i timer og eleverne ind i klasser. Den verden passer ikke til eleverne. De tilhører en kaotisk tid, hvor de bliver bombarderet med viden alle mulige steder fra, siger adjunkt Preben Kirkegaard fra Aalborg Seminarium.

For halvandet år siden dannede han et videns- og reflektionsnetværk for lærere, der dimitterer fra Aalborg Seminarium. Mellem 75 og 100 lærere mødes jævnligt til små kurser, hvor de udveksler erfaringer og lærer nyt, for eksempel om læring, undervisning, ungdomskultur og måder at samarbejde med forældre på.

- Vi har blandt andet snakket om, hvorfor så mange børn er urolige i timerne, og måske arbejder lærerne videre med emnet i små studiegrupper, siger Preben Kirkegaard.

En anden af hans tanker går på at tilknytte lærere fra netværket til klasser på seminariet.

- Virkeligheden er meget mere kompleks end de ideelle, men teoretiske principper, vi underviser ud fra på seminariet. Derfor har de studerende brug for at høre om de situationer, man pludselig kan møde som lærer, siger Preben Kirkegaard, der ser det som en stor fordel, at lærerne i netværket er forholdvis nyuddannede.

- De kan huske alle de ubesvarede spørgsmål, de selv havde som studerende. Samtidig er de stadig i en studie- og udviklingsproces, fordi de lige er begyndt at undervise i folkeskolen, siger Preben Kirkegaard.

Michael Ahrntz, 25, fra Skovsgårdskolen ved Brovst er en af lærerne i netværket. Han ved godt, hvad han vil pege på over for de studerende.

- Da jeg gik på seminariet, brugte vi meget tid på at snakke om, hvordan man kan iscenesætte sig selv som lærer. Men det blev kun ved snakken. Vi arbejdede overhovedet ikke med vores kropssprog og stemmeføring, eller med hvordan vi virker på andre mennesker. Det bør vi være meget bevidste om, for så kan vi bedre tackle de situationer, der pludselig opstår i klasserne, siger han.stan