Vi har brug for proportionssans og sammenhold som aldrig før, fordi vi i de næste år vil få hænderne fulde med at tackle kravene om kvalitetsudvikling i forandringens skole - og mere end fulde med de nye lønformer, som er blevet denne overenskomsts mest overraskende, men også vigtigste resultat. Selv hvis lærerne stemmer nej. For rammeaftalen om dem er indgået i det kommunale forhandlingsfællesskab, KTO.

Den aftale vil reelt også tvinge os i DLF til hurtigt at finde mulighederne i det nye, selv om hver forening suverænt beslutter om og hvornår, fordi andre faggrupper lokkes med løngevinster ved at gå over og dermed efterlader løn-sorteper til os. Det er et fundamentalt nyt spil om fremtidens lønninger, der herved er stillet op. Og på vores område er det allerede åbnet for lederne. Heldigvis med et ganske godt resultat.

Skal vi klare disse udfordringer uden at give køb på fundamentale principper, må vi være klar til at forandre - fot at bevare. Det vil hæve kravene voldsomt til overblikket og sammenholdet, og derfor må vi undgå, at en (i denne sammenhæng) mindre stigning i den decentrale løn i et døende lønsystem fører os ud i endnu en intern konflikt. Vi må i stedet forberede udspil, der samler os og dur for lærere i de nye mere usikre tider.

Tilsvarende må vi nu mande os op til egentlige udspil til en arbejdstidsaftale, der dur til lærerarbejde - for alle lærere. Arbejdstidsslaget er nemlig kun udsat. Og kommunerne har ikke glemt, kun gemt deres krav om en mindre F-faktor.

Når så de lønstigninger, der er kommet i hus for lærerne, er gode nok, også for pensionen, så stemmer jeg ja.