Det er en smeltende varm dag i august 1996. Børnene har vel gået i børnehaveklasse et par uger, og dagens absolutte højdepunkt nærmer sig: Mælkeduksen henter de kvarte mælk i kantinen, og imens hentes familiens velsmurte madpakke op af den splinternye skoletaskes dyb. Efter tre år i institution med madordning er det bare spændende, hvad madkassen gemmer.

Vinduerne står åbne på grund af den voldsomme varme, og vi er da dårlig nok kommet i gang med festmåltidet, før dagens første ubudne gæst summer ind gennem vinduet. Nogle børn går i panik og råber: En bi, en bi! Tag den væk Lise! Et par stykker forlod deres plads for at gemme sig for uhyret, men de fleste bliver siddende. Det lykkes mig at bortskaffe hvepsen, for sådan en er det faktisk, og vi begynder en snak om, hvorfor nogle er så bange for bier og hvepse. Vi snakker om forskellen på de to dyr, og hvorfor hvepsen kan blive ved med at stikke og stikke.

Så spørger en kvik pige pludselig: Hvor kommer bierne og hvepsene fra? Jeg giver en længere forklaring på, hvordan dronningen overvintrer med kroppen fuld af æg, hvordan ægget klækkes og larven fodres, inden den forpupper sig for til sidst at forvandle sig til en bi/hveps. Koncentrationen er intens under forklaringen, som jeg for en sikkerheds skyld - som altid - illustrerer og skriver ord til på tavlen. Hele klassen ser tilfreds ud, så jeg regner emnet for udtømt.

Luiza, pigen, der startede det hele med sit spørgsmål, har imidlertid tygget lidt på sagen, og hun siger nu lidt prøvende: Nej, Lise, det var egentlig ikke det, jeg mente. Jeg tænkte på. Hvor kom den første hveps i verden fra?

Det nærmer sig gå-hjem tid, så de får min hjemmelavede, ultrakorte version af, hvad jeg selv husker som væsentligt i skabelses-beretningen, tilsat lidt krydderier for at brede historien ud for aldersgruppen. Jeg lover at uddybe emnet den næste dag. Jeg går på biblioteket og henter et par bøger. 'I begyndelsen', der er oversat af Anna Sophie Seidelin. En bibeltro udgave af skabelsesberetningen og Sally Altschulers 'Begyndelsen'. En meget utaditionel fremstilling af skabelsesberetningen, idet Gud her har en lille medhjælp Mia, der ofte må belære Gud om, hvordan tingene hænger sammen.

Næste dag er jeg dårligt kommet indenfor i klassen, før børnene siger: Husk, hvad du lovede os i går.

Vi sætter tid af til en snakkestund, og der diskuteres ivrigt også børnene imellem. Mange af dem har været hjemme og spørge til sagen, eller har nok hørt noget på forhånd. Vi tager dernæst udgangspunkt i den regelrette udgave af skabelsesberetningen, som jeg nærmest fortæller, idet sproget er for svært for mange af mine 6-årige. Jeg forudsætter, at børnene skal have forforståelsen i orden, før jeg læser den mere kontroversielle, humoristiske udgave. Da vi er færdige med den første bog, siger Theis: Jeg tror nu mere på det med aberne.

Jeg lover dem, at vi også nok skal runde Darwins teori, og tænker, at der er noget, jeg lige først skal have genopfrisket.

Ret beset fylder filosofi og biologi bearbejdet gennem samtale generelt meget i de 6-7-åriges bevidsthed og har altid gjort det. Men det er ikke målbart.

Det er min opfattelse, at det fælles engagement i klassen er med til at gøre børnenes omverdensforståelse mere nuanceret. Når man dernæst tilsætter det enzym af lige dele indlevelse og viden, som den professionelle pædagog kan tilføre samtalen hos en aldersgruppe, hun er særdeles godt kendt med, ja, så opstår den oplevelse af, at børnene flytter sig, selv om de sidder stille.

Lise Buhr er formand for børnehaveklasselederene i Århus Amt.