Røsten fra lærerværelset

Lærere bliver klogere på sig selv ved at diskutere lærerrollen og forholdet til DLF

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvordan er det at være lærer i dag, og har jobbet forandret sig? Hvilke forventninger og holdninger har man til Danmarks Lærerforening?

De to spørgsmål danner rammen om 'Projekt Lærerværelse', der er en del af DLF's store medlemsundersøgelse.

12 skoler fordelt over hele landet skal deltage i undersøgelsen. Indtil videre har ni skoler givet tilsagn, og man er allerede godt i gang med diskussionerne på skolerne.

Ud over at beskrive problemer i arbejdet som lærer og som medlem af DLF, skal deltagerne i projektet give bud på, hvad der bør og kan gøres for at forbedre forholdene for lærerne.

Bysted Kommunikation, der står for undersøgelsen, samler delresultaterne ind og fremlægger de samlede konklusioner for Danmarks Lærerforening i løbet af foråret 1996.

Der er fem obligatoriske emner, som alle skoler, der deltager, skal behandle.

De fem emner er lærerrollen, skolens ledelse, Danmarks Lærerforening, arbejdstidsregler og folkeskolen.

Fantastisk mulighed

En af de ni skoler, som deltager i projektarbejdet er Vestre Skole i Viborg.

Her har en gruppe på godt 25 lærere siden jul diskuteret, hvor de fleste diskussioner er foregået i mindre temagrupper.

- Vi kan kun forholde os til tingene ud fra vores egen virkelighed. Men man behøver ikke at have ansvaret for at finde løsninger for at kunne debattere tingene, og ofte kan et ansvar for at finde løsninger her og nu virke bremsende i et forsøg på at finde brugbare veje på længere sigt, siger Bodil Kjær, der er skolens kontaktperson, og ser projektet som en fantastisk mulighed for at blive hørt.

På Fyn er en skole, der tilfældigvis også hedder Vestre Skole, blevet udvalgt.

I forbindelse med diskussionen af de enkelte emner var det naturligt også at snakke om, hvordan der sker ændringer.

- Vi er normalt ikke gode til at snakke om de problemer, der er på skolen, og vi har heller ikke altid tid til det, siger Tove Grøndal, der er skolens kontaktperson og for et år siden var med til at lave en faglig klub på skolen.

Hun fornemmer stadig en stor opbakning til projektet fra de involverede lærere. Folk kommer til møderne og melder kun afbud, hvis de er forhindrede af sygdom.

- Vi får også noget ud af det i forhold til sammenholdet på arbejdspladsen, og gør det derfor ikke kun for Danmarks Lærerforening, men også for vores egen skyld.

Ud over Projekt Lærerværelse bliver der lavet et lignende Projekt Seminarium med interview af 4. årgangs studerende fra tre seminarier. Den samlede rapport, som også vil indeholde resultatet af en spørgeskemaundersøgelse, vil blive afleveret til DLF's hovedstyrelse i slutningen af foråret.