Tunge kys

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nogle af eleverne i de store klasser på Thyregod Skole er så glade for hinanden, at de ikke kan vente med at kysse og kramme, til det bliver frikvarter. Og derfor har skolens lærere forbudt eleverne at kysse hinanden i skoletiden.

- Det har vel stået på i et halvt års tid nu. Og nu er elevernes flirt til højre og venstre blevet for meget. Enkelte var nærmest suget ind i hinanden, og det vil vi ikke se på mere. Hvis de havde kunnet nøjes med at flirte i frikvarteret, ville det ikke være faldet os for brystet, siger skoleinspektør Asger Vendelbo til B.T. i sidste uge.

- Det var specielt et par unge mennesker fra 9. klasse, som ikke kunne holde tungerne i ro og flirtede mere end godt var. Derfor trådte lærerrådet sammen med det ene formål at bringe al det kysseri til ophør.

Ifølge B.T. har nogle elever startet en underskriftsindsamling i protest mod lærernes beslutning, mens andre har valgt at tage situationen med et glimt i øjet.

- I vores klasse har vi delt klasselokalet i to, en for piger og en for drenge. Og så har vi også tænkt på at slå en kridtstreg på gangen, for vi må jo ikke længere komme tæt på skolens ungersvende, siger en pige på skolen.