Debat

Overfladiske bemærkninger

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I et par tidligere indlæg om seniorpolitik har jeg lirket for at få DLF's nuværende syn og stilling til seniorpolitikken. Desværre har jeg intet set herom. Kommer der noget?

Lørdag den 2. marts omtales i Politiken, at der arbejdes på 'Løn efter kvalifikationer' i Kommunernes Landsforening. Der skrives blandt andet: 'Lærerne har et af de længste anciennitetsforløb, som det tager 18 år at komme igennem. Men er det i virkeligheden retfærdigt, at den unge ildsjæl skal aflønnes med en årsløn, der er 58.000 kroner lavere end den ældre lærer, der ikke længere tændes af jobbet, lyder det i et spørgsmål i oplægget.'

Jeg tager ikke stilling til lønsystemet, men jeg mener, det er dybt fornærmende, når vor forhandlingsmodstander kan finde på at fremsætte så helt udokumenterede, overfladiske og fejlagtige bemærkninger. Der er mig bekendt intet belæg for at sige, at unge er mere ildsjæle. Ej heller, at de ældre ikke tændes af jobbet.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

De pågældende i KL burde være kloge nok til at afholde sig fra sådanne forgrovede fordomme. Det ikke mindst i en tid, hvor man i tv forleden dag kunne høre i forbindelse med tillidsrepræsentantsvalg, at også unge omtaltes som udbrændte, og hvor man til andet efterspurgte ældre og erfarne medarbejdere. Vi må vel også forvente fornyet efterspørgsel på seniorlærere.

Vil foreningen bidrage til, at vi fritages for lignende fortænkte fordomme?

Til belysning kan jeg i øvrigt fortælle, at jeg mandag formiddag kom til at se en svensk tv-udsendelse om hjernen. Heri fortalte en amerikansk forsker, at hvis man i et miljø af unge rotter lavede legeredskaber, såøgedes hjernevirksomheden hos rotterne, men den faldt, efterhånden som de blev vant til forholdene. Derfor skiftede man legetøjet ud hver fjortende dag. Herved forblev hjerneaktiviteten høj. Så prøvede man det samme med gamle rotter, og det samme gentog sig. Rotterne forblev aktive.

Det blev fortalt, at forsøg med mennesker viser samme tendens. Alderen bevirker altså ikke mindre hjerneaktivitet, men skulle det indtræffe, kunne det måske være de omgivelser (legeredskaber), som KL 'forsyner skolerne med', som har den indflydelse på hverdagen.

Søren Hansen

(pensionsalder 36), Herlev

Svar:

Du har helt ret i, at det er nogle urimelige formuleringer om ældre lærere, Kommunernes Landsforening har i deres lønudspil. Det har jeg blandt andet givet udtryk for i Morgenavisen Jyllands-Posten den 1. marts, hvor jeg også udtaler, at jeg personligt kender mange ældre lærere, der brænder for deres arbejde.

Det er vigtigt, at eleverne i skolen møder lærere i alle aldre. I en fornuftig personalepolitik vil man forstå at værdsætte den styrke, der ligger i at have et samspil mellem erfarne lærere og nyuddannede. Og gennem målrettet efter- og videreuddannelse vil man sikre, at lærerkorpset som helhed er på omgangshøjde med tidens faglige og pædagogiske krav.

En fornuftig personalepolitik vil også være at vedtage en seniorpolitik, der giver ældre lærere mulighed for at vælge en glidende overgang mellem arbejdsliv og pensionisttilværelse. Derfor udsendte foreningen i 1993 pjecen 'Seniorpolitik i folkeskolen' til kredse og tillidsrepræsentanter i håbet om, at pjecen vil være et nyttigt redskab, når man som en del af personalepolitikken ønsker at udforme en seniorpolitik i kommunerne og på skolerne.

Venlig hilsen

Anni Herfort Andersen

formand i DLF