Udvalget bag indskolingsbetænkningen blev nedsat i juli 1983 i den borgerlige regerings tidligste periode. Udvalgets medlemmer bestod af seks mænd og en kvinde, selv om den empiriske viden om indskoling fortrinsvis var at finde hos kvindelige lærere. Det skæve udvalg ramte således også helt ved siden af.

Da betænkningen kom i 1984, foretog jeg en samstilling af betænkningens positive ideer med den praksis, jeg havde fra den basale danskundervisning siden 1976 og siden 1978. Begge indskolingsforløb var afprøvet på en privatskole, der var stiftet af forældre, der insisterede på en dialog med den enkelte lærer om det enkelte barns udbytte af undervisningen. Betænkningen indeholdt intet godt nyt i forhold til den afprøvede indskolingspraksis, derimod indeholdt den en væsentlig forringelse, idet det blev forudsat, at dansklærernes ret til at koordinere diverse aktiviteter for de yngste elever skulle belastes med en pligt til at tage sig af børnehaveklassen. Denne udvidede forpligtelse kunne i praksis alene gennemføres ved at sælge ud af lærernes ret til at planlægge og koordinere aktiviteter for til gengæld at forpligte 3 årgange til at indgå i en rigid tidsplanlægningsmaskine.

Den samordnede indskoling var et knæfald for tidsplanlæggerne. Direkte adspurgt om, hvorfor en tidsplanlægger blandede sig i indlæringen af dansk i 1. og 2. klasse, var svaret: 'Jamen, jeg vil da osse ha' no'n at bestemme over!' (På en privatskole markeres ledelsesfilosofien eksplicit).

Polariseringen mellem dansklærerne og tidsplanlæggerne er kommet frem i Undervisningsministeriets to vidt forskellige rapporter fra 1993 og fra 1995. Dansklærernes interesser blev varetaget i 'Råd til bedre læsning' fra 1993. Det er derfor værd at citere side 33: 'Men det lå også i tanken om samordning, at eleverne efter udviklingstrin skulle kunne indgå i grupper på tværs af klassetrin i ægte læse- og skriveaktiviteter. Det er der ikke mange eksempler på. Vore indtryk er, at det højst drejer sig om én ud af ti klasser. Mange lærere finder det vanskeligt at opbygge værksteder, hvor også det danskfaglige - specielt læsningen - bliver tilgodeset i samordningen.'

Resultaterne fra senfirsernes danskundervisning taler for sig selv: Når retten til at styre danskundervisningen i 1. og 2. klasse bliver fjernet fra de konkrete dansklærere med de særdeles konkrete børn, snaldrer ungerne i 3. klasse stadigvæk rundt i andedammen.

Birgitte Borgen Marcussen

Gentofte