Når danske lærere omtaler 'the folkeskole' i udlandet, fortæller de også om landets fornemme tradition for efter- og videreuddannelse af lærere. Og der er grund til at være stolt, for intet andet land har et universitet, der som Danmarks Lærerhøjskole har som hovedformål at beskæftige sig med forskningsbaseret efter- og videreuddannelse af grundskolens lærere.

Men lærerhøjskolens historie er også en fortælling om et liv på trods . Gennem mere end hundrede år har fremsynede skolefolk måttet kæmpe for at overbevise administratorer og politikere. Først for at gennemføre kurser til 'faglig dygtiggørelse' og for at kvalificere 'fortrinlige eller begavede Seminarister'. Derefter måtte man slås for pædagogiske kurser, der kunne give de studerende lærere den 'forudgående Teori (som) skaber en god Praksis'. Senere fulgte så kampene for kandidatuddannelserne og lærerhøjskolens status som højere læreanstalt.

Dengang sejrede de saglige argumenter, og denne videreuddannelse skabte for alvor sammenhæng mellem teori og praksis, så en stor del af folkeskolens konsulenter, ledere og psykologer, og en solid gruppe seminarielærere, i dag er uddannet fra lærerhøjskolen på universitetsniveau og med rødder i folkeskolens hverdag.

I en helt ny bog, 'I Fordommenes Tid' af Erik Jensen, kan man læse om, hvordan skiftende undervisningsministre og deres embedsmænd har demonstreret uforstand og manglende interesse, og hvordan de gang på gang har forsøgt at udsulte lærerhøjskolen og amputere kandidatuddannelserne. Bogen er uhyggelig som en kriminalroman, og den dokumenterer, at ministrene Dorte Bennedsen (S) og Bertel Haarder (V) begge har lagt navn til lammende nedskæringer.

Nu svirrer rygterne om nye ødelæggelser. 'Styrkelse af Voksen- og Videreuddannelsen', står der på den nydelige etiket. Men indholdet er sprængfarligt. Ved at blande sympatiske tanker om bedre efteruddannelsesmuligheder for korttidsuddannede med nyliberalistiske ideer om brugerbetaling får man skabt en farlig molotovcocktail.

Planen er, siger vedholdende rygter, at lærerhøjskolens kurser og kandidatuddannelser skal betales af brugerne. Efteruddannelseskurser skal kommunerne finansiere, og pengene skal hentes fra større bloktilskud fra staten. Men disse penge kan kommuner bruge til hvad som helst, så en enklere opskrift på at præmiere kommuner, der sparer på lærernes efteruddannelse, findes ikke.

Men det ser endnu værre ud med kandidatuddannelserne. For lærerhøjskolens kandidatstuderende er lærere, som - oven i skolearbejdet - i årevis belaster familielivet ved at bruge aftner, weekender og ferier på studierne. Hvis de selv skal betale mellem 20 og 80 procent af studieudgifterne, vil mange falde fra, og meget, meget få vil melde sig.

Da Folkeskolen rejste sagen første gang for et halvt år siden, svarede finansminister Mogens Lykketoft (S) med et ikke-svar, og undervisningsminister Ole Vig Jensen var tavs. Så vi ved endnu ikke, om det er radikal politik at fuldføre den ødelæggelse af lærerhøjskolen, som kun lykkedes halvt for forgængerne Bennedsen og Haarder.

-th

Læs side 4 og 34.

Ved at blande sympatiske tanker om bedre muligheder for korttidsuddannede

med ideer om brugerbetaling på lærerhøjskolen får

man skabt en farlig

molotovcocktail