Et nyt fag kræver sammenhæng mellem mål og midler

Det har været en omvæltning for håndarbejds- og sløjdlærere at gå fra de gamle fag til det nye håndværk og design. Processen har været åben og eksperimenterende. Det har givet god plads til, at lærerne kunne få nye erfaringer og eksperimentere, ligesom forlag, foreninger og uddannelser har kunnet spille med. Men med få resurser og timer både i skolen og på læreruddannelsen har processen også frustreret nogle.

Nu hvor faget endelig er ved at finde sine ben, står lærerne over for en ny omstilling, fordi politikerne endnu en gang har skiftet fokus for faget ved at dreje det mod praksisfaglighed og samarbejde med erhvervsskolerne.

Lisa Fälling Andersen har fulgt skabelsen af de nye fag siden 2014, og hun har netop forsvaret sin ph.d.-afhandling »Fra sløjd og håndarbejde til håndværk og design«. Her stiller hun sig selv spørgsmålet: »Hvordan etableres og forandres fag og fagdidaktik fra sløjd og håndarbejde til håndværk og design?« Hun ser på, hvordan faget og fagdidaktikken forandrer sig set fra skolens og fagets praksis og i relation til samfundets og statens praksis. Og hvordan ændringer i fag og fagforståelser er processer, der tager tid og kræver omstilling og dannelse til ny praksis.

Obligatorisk fag på alle klassetrin

Sløjd og håndarbejde blev indført som obligatorisk og relativt store fag i folkeskolen med skoleloven i 1937. Med industrialiseringen overtog skolen en større del af hjemmets uddannende opgaver, og det var vigtigt at give piger og drenge dannelse og kompetencer til at kunne udføre håndværksmæssigt arbejde i hjem og på arbejdspladser. I 60'erne og 70'erne ændrede fagene karakter til mere kreative fag, der skulle fungere selvudfoldende for eleverne, og samtidig blev de reduceret kraftigt i timetal og status i skolen. Afhandlingen viser, at der måske var brug for forandringer.

»Man kan argumentere for, at sløjd og håndarbejde til dels havde udlevet sig selv som de nye og progressive fag, der bidrog til forandringsprocesser på både samfunds- og statsniveau, som de var i begyndelsen. Fagene var tvært­imod i nogle sammenhænge stagneret. Og håndværk og design kan ses som et frisk og nødvendigt pust, der på ny satte fagområdet som centralt for forandring i både skole, samfund og stat«, fortæller Lisa Fälling Andersen.

Svært at udvikle uden resurser og tid

Overgangen til det nye fag har været lang. Politisk fik man fornyet opmærksomhed på fagene, efter at internationale rapporter pegede på, at en anden udnyttelse af de kunstneriske fag i den danske folkeskole måske kunne hjælpe med at give eleverne de såkaldte 21. århundredes kompetencer i skolen. Året efter blev sløjd og håndarbejde erstattet af materiel design i læreruddannelsen, og i 2008 kom det første politiske forslag om at slå fagene sammen - også med billedkunst i folkeskolen. Det blev dog kun til frivillige forsøg, indtil faget blev en del af folkeskolereformen i 2014. Igen dog frivilligt, frem til det endeligt blev obligatorisk i 2016.

Den måde at skabe et nyt fag på har givet plads til, at lærerne kunne påvirke faget, men den har også sine udfordringer, viser afhandlingen.

»Da håndarbejde og sløjd blev til, var hele didaktikken tænkt igennem af fagets pionerer, og didaktik, mål og midler hang sammen i lærebøger og bekendtgørelser. Med det åbne momentum ved indførelsen af håndværk og design kunne rigtig mange deltagere blive en del af fagets udvikling, og det blev i langt højere grad op til den enkelte skoles organisatoriske rammer og lærernes eksperimentering og fortolkning, hvordan faget kom til at se ud«.

Det har betydet, at faget har bevæget sig i mange forskellige retninger, og at det måske fortsat mangler en samlende didaktik. Samtidig har det været en meget forskellig oplevelse for lærerne, fordi udviklingen af et fag ifølge Lisa Fälling Andersens analyser tydeligt påvirkes af, hvilke resurser og rammer der er for det.

»Hvis der er noget, vi kan lære af den her proces, så er det, at der skal være sammenhæng mellem mål og midler. Hvis et nyt fag skal lykkes, så er det vigtigt, at lærere, skoler og kommuner netop har muligheden for at få det til at lykkes - økonomisk, men også i forhold til åbenhed og mulighed for samarbejde og vidensdeling, så faget også kan blive diskuteret«.

Samtidig mener hun, at der er brug for mere forskning og udvikling af faget i et samarbejde mellem universiteter, læreruddannelser og praksis for at udvikle det nye fags didaktik.

Endnu en gang nyt fokus for faget

Dette fokus på faget bliver kun endnu mere vigtigt af, at indførelsen af en praksisfaglighedsvurdering og et obligatorisk toårigt valgfag i håndværk og design med afsluttende prøve plus udvidelse af faget ned i 3. klasse, som Lisa Fälling Andersen ser det, igen flytter fagets fokus og mål.

»De nye politisk definerede mål for faget skal blandt andet sikre højere optag på erhvervsuddannelserne. Dermed bliver det pludselig et fag, der defineres i forhold til de elever, der skal på erhvervsuddannelserne. Faget tager altså nu en drejning mod det erhvervsrettede frem for den mere almene forståelse af, hvad faget kan«.

Det stiller lærerne i en ny situation, hvor der igen er behov for at se på mål og didaktik.

Lisa Fälling Andersen argumenterer for, at håndværk, design, innovation og materiel kultur skal ses i en dialektisk forståelse og som gensidige forudsætninger for hinanden. Og hun mener, det er vigtigt at huske, at faget har berettigelse for alle elever, ikke kun dem, der skal videre i en erhvervs- eller designmæssig uddannelse.

»Faget kan i sin bredde bidrage til almen dannelse for alle elever som kulturbevarende og kulturskabende. Det kan skabe hele mennesker, der som selvstændigt tænkende kreative og innovative subjekter med kendskab til materialer, værktøjer og fremstillingsprocesser kan mestre deres eget hverdagsliv og bidrage som borgere i samfundet«.