Anmeldelse
Den gamle danske Vejrbog
Maritim vejrviden, Bondens varsler, Meteorologisk skepsis
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Vejret er et emne, der optager stort set alle i mere eller mindre grad, afhængig af i hvor høj grad man i hverdagen er afhængig af godt vejr. Når det er for godt, går vi rundt og puster i varmen, og når det er for skidt, brokker vi os også. Meteorologerne på tv har efterhånden også fået en temmelig fremtrædende plads i aftenens program, og det er noget, mange kun nødigt går glip af. Nutidens meteorologer benytter sig af alverdens måleudstyr og computere. I gamle dage, hvor det samme ikke var tilgængeligt, måtte man benytte sig af helt andre midler for at udarbejde vejrprognoser, og det er i store træk, hvad denne bog handler om. Her kan man læse om, hvordan man på dyrenes adfærd og planternes udseende kan spå om vejret, og ser man tilbage på tsunamien i sydøstasien i 2004, er der, for dyrenes del, i hvert fald noget om snakken. Her var mange dyr allerede forsvundet, længe inden tsunamien ramte land. I bogen fortælles også om alle mulige andre måder, hvorpå man i gamle dage har kunnet spå om vejret. Bagest kan man også læse om forskellige gamle vejrinstrumenter såsom igle-barometeret eller vejrfisk.
En sjov lille bog, som er ganske interessant at læse. Efter at have læst den handler det jo blot om at prøve det af i virkeligheden, og virker ens forudsigelser ikke, kan man jo altid ty til tv-meteorologerne.