En sveder

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Er det hele fysik og kemi? Himmelske fader! Er det virkelig alt sammen fysik og kemi?

En af mine brødre blev født med en gennemtrængende svedlugt under armene. Lang tid før min mor så ham, kunne hun lugte ham. Allerede da han var helt lille, havde han en magnetisk tiltrækning på kvinder. Det var, som om de vejrede lugten fra hans armhuler og instinktivt søgte mod dem. Min ældste bror kunne ikke begribe det. Selv vaskede han sig med sæbe og vand under armhulerne og gik i rent og smart tøj. Men det var altid min anden bror, der trak kvinderne til sig som fluer.

En dag tappede min ældste bror et reagensglas med hans armsved. Bagefter duppede han sig med det bag ørerne og på håndleddene og gik til bal på kroen. Det blev en af hans mest succesrige aftener hos pigerne. Så han udførte endnu et forsøg. Min far var præst, og en søndag før gudstjenesten dyppede han min fars kam i min brors sved. Familien mindes aldrig at have set ham komme så glad hjem fra en tjeneste. 'De var himmelhenrykte', jublede han, 'min prædiken havde en usædvanlig gennemslagskraft i dag. Ikke kun var alle kvinderne til alters. Men efter gudstjeneste trykkede fru Mortensen, der ellers er lige så tør som en oblat, sine læber mod mit hår og slikkede på det. Hun slikkede mig, den gamle tøs, med en stor, ru kotunge'.

Den dag i dag kan min svedlugtende bror gå ind på en restaurant i et sæt tøj, der er gået af mode. Og lidt efter begynder kvinderne at vrimle om ham. Selv kalder han det charme, ånd. Min ældste bror, der er blevet læge, hævder derimod, at min svedende bror afgiver nogle lugte, der appellerer til det modsatte køn, og at det er disse lugte eller enzymer, der får os til at forelske os i et andet menneske. Er det hele virkelig fysik og kemi?

Min ældste søn er 12 år og hører til de drenge, der bliver mobbet. Han går i samme tøj og har samme meninger som andre børn. Men ligegyldig hvilken skolegård han træder ind i, bliver han omgående mobbet. Videnskaben har en teori. Der siver måske et forkert enzym ud af ham. De andre børn vejrer, at der er noget i hans lugte, der ikke er som deres. Det gør dem usikre, og de forsøger at støde ham ud af flokken.

Urinstinktet lever stadig og udfolder sig i skolegården, på arbejdspladserne og andre steder. Et eller andet hos børn og voksne, der får os til at fornemme en tilsyneladende genetisk afvigelse hos andre, der måske kan være til fare for artens overlevelse. Instinktivt begynder vi at reagere mod det, vi vejrer i luften. Er det virkelig alt sammen fysik og kemi? Har videnskaben ret?

Nej, mine damer og herrer! Vi er nogle, der ikke længere vil finde os i alt, hvad videnskaben dikterer os. Vi har organiseret os i en åndelig partisangruppen der vil bekæmpe den opfattelse, at alt her i livet kan måles og vejes. Vi er præster, lærere, håndværkere, landmænd, kunstnere, filosoffer endog videnskabsmænd, der mener, at der virkelig er meget, der ikke kan eller bør puttes ned i et reagensglas.

For eksempel kan kærligheden ikke nedskrives til to enzymer, der gerne vil holde hinanden i hånden. Kærligheden er stadig i 1998 uforståelig og gådefuld og det smukkeste, Vorherre har skænket os. Jeg takker Gud og ikke mit harske sved for 20 år med en vidunderlig kvinde. Min søn på 12 år kan heller ikke puttes ned i et reagensglas. Der sidder ikke en lille kirtel under hans arm eller i hans hjerne, der producerer et stof, som andre vejrer som afmagt og svaghed. Han er et menneske, der længes efter accept som alle os andre, og på en eller anden måde er det endnu ikke lykkedes os at lære hverken os selv eller vore børn at acceptere andre, som de er. Måske fordi vi har haft alt for travlt med at måle og veje og sortere.

Poul Joachim Stender er præst i Los Angeles