En løftet pegefinger

Børns kriminalitet er en social begivenhed, men ofte lader politiet 'ungerne slippe'

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Politiet får gang på gang indskærpet, at de skal forfølge alle sager om børnekriminalitet. Sidste år blev der anholdt 3.557 børn under 15 år, men i anslået lige så mange tilfælde nøjedes de tilkaldte politifolk med en løftet pegefinger, en skideballe og en tur hjem i en af etatens bemalede biler.

I de 3.557 tilfælde, hvor politiet fulgte reglerne og skrev en rapport om den kriminelle handling, blev sagen i hvert enkelt tilfælde sendt til den lokale socialforvaltning 'til videre foranstaltning'. Her kan sagen i nogle tilfælde ligge i måneder, inden forældrene til den formastelige modtager et brev fra socialforvaltningen med forslag om en uddybende samtale med temaet: Dit kriminelle barn.

Børn under 15 år kan ikke retsforfølges, og de kan derfor heller ikke straffes for overtrædelse af borgerlig straffelov. Et barns kriminelle handling betragtes i lovgivningen som en social begivenhed, som kommunens folk skal følge op med samtaler med forældre og barn. Eventuelt skal kommunen sætte ind med forslag til fritidsaktiviteter til barnet eller en eller anden form for støtte til familien.

- Når børnene pågribes og anholdes, kører politiet dem hjem til forældrene og får en snak med dem. Derefter overdrages sagen til de sociale myndigheder, som så skal foretage sig det videre. Men ofte kommer sagen ikke så langt. Nogle politifolk vurderer måske, at sagen ikke kan bære det helt store skyts, og derfor nøjes de med at give en advarsel, siger overassistent Ib Scheiding fra Rigspolitiets Statistik og Analyseafdeling.

I hvor mange tilfælde politiet lader nåde gå for ret, vides ikke, men flere politifolk, som Folkeskolen har talt med, siger, at det er helt almindeligt at lade 'ungerne slippe'. Dertil kommer, at politiet skal bruge tid på rapportskrivning og kontakt til socialforvaltningen, og den slags tager måske tid fra alvorlig kriminalitet som drab, voldtægt og røverier.

Ifølge reglerne skal politiet foretage en anholdelse af barnet og underrette de sociale myndigheder, og som statistikken viser, sker det altså også i mange sager.

Alvorlig kriminalitet

- Når vi har pågrebet børnene, går der ofte tre-seks måneder, uden at der sker noget i socialforvaltningen, og i den tid er vi som politifolk fuldstændig magtesløse. De kriminelle børn går for lud og koldt vand, ingen interesserer sig for dem, og de skal klare sig selv, siger kriminalassistent fra Gentofte Politi Peter Nielsen. Han er politiets kontaktmand i et SSP-samarbejde (skole, socialforvaltning, politi), og han møder derfor jævnligt de meget 'uartige' børn.

- Jeg er overbevist om, at politiet i 90 procent af tilfældene selv kunne klare forældresamtalerne og dermed få den potte ud af verden, siger Peter Nielsen.

jp