Enhver, der har læst “Fluernes Herre”, kender gyset og tanken om, hvordan man selv ville reagere i en lignende situation. Gruppen af børn, der skal overleve i barske omgivelser, bliver langsomt mere og mere forrået og ender med at betragte de mest forfærdelige handlinger som okay.

Det har ikke noget med folkeskolen at gøre. Og dog. Forråelse er et centralt begreb, når man ser på, hvad der er risikoen for professionelle, som har ansvar for andre. Normalt ligger omsorgen let tilgængelig i værktøjskassen. Men sommetider orker man ikke mere. Der er udsolgt.

Sker det ofte, kan forråelse blive strategien til at overleve afmagten og frustrationen. Pres fra alle sider, stress og afmagtsfølelse kan føre til, at man reagerer ved at lægge afstand, blive irriteret eller tale nedsættende om dem, man har ansvaret for.

Som lærer er man i forvejen i en delikat balancegang mellem involvering og professionel distance. Indimellem tipper det. Man involverer sig for meget. Eller man bliver træt og tænker: Åh nej, nu kommer hun igen!

Problemet er, at hvis glidebanen fortsætter, mister man sit moralske kompas, sin integritet og opfører sig på en måde, som man ikke kan stå inde for.

Foregår det i en gruppe, er det særligt alvorligt. Man vænner sig måske til at klare hverdagen ved at tale nedsættende om elever eller forældre. Når så forråelsen allierer sig med instinktet for at være en del af flokken – som i “Fluernes Herre” – kan det kamme over. Det er svært at være den, der råber vagt i gevær, og på den måde skille sig ud fra flokken.

Heldigvis går det sjældent så galt. Og heldigvis er der masser at gøre, hvis først man tager det op. Som en psykolog forklarer, så har man selv brug for sparring og omsorg. Det kan ske i teamet, med ledelsen eller hos en supervisor.

Det kræver mod at stå op imod flokken – eller sin kollega – og det er ikke opskriften på at blive populær. Men der er ingen vej udenom