Debat

Vi læser for livet

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

DLF har siden 2004 gentagne gange opfordret til, at styrkelse af elevernes læsekompetencer blev et fælles nationalt indsatsområde.

Vi har rendt tre undervisningsministre på dørene med opfordring til, at vi sammen med KL i fællesskab tager ansvaret for en national indsats, der konkret understøtter skolernes og lærernes arbejde - desværre forgæves hver eneste gang. Nu må vi prøve en anden vej. Derfor går DLF i spidsen for at samle alle, der vil bidrage til en landsdækkende indsats for at styrke elevernes læsekompetencer. Hovedstyrelsen har besluttet at afsætte fem millioner kroner til »Vi læser for livet«.

Målet er en markant reduktion i antallet af elever, der forlader folkeskolen med for dårlige læsekompetencer.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Vi skal have fokus på lærernes muligheder for at styrke læseundervisningen. Hvad skal der til for, at vi gennem vores undervisning afgørende kan styrke elevernes læsekompetencer gennem hele skoleforløbet?

For at få et kvalificeret svar på det spørgsmål inviterede vi 11 forskere og resursepersoner inden for læsning til møde i DLF. Beskeden fra mødedeltagerne var entydig: Sats på at styrke den faglige læsning (og skrivning) i alle fag. Alle bakkede de op om en fælles indsats. Og det var helt tydeligt, at vi absolut ikke starter på bar bund.

Læsekonsulenterne, Pædagogiske Psykologers Forening, Foreningen for Modersmåls- og Tosprogede Lærere, Dansklærerforeningen, Læsevejlederne, Skolebibliotekarerne - alle var de parate med konstruktive bidrag til, hvordan vi kan yde en indsats, der rykker. Vi ser frem til drøftelser med de øvrige faglige foreninger om, hvordan vi kan styrke den faglige læsning inden for de enkelte fag. Nationalt Videncenter for Læsning og forskere fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole og Københavns Universitet står parat med viden og gode råd.

Uanset hvor vi har præsenteret »Vi læser for livet«, har vi modtaget positiv opbakning - Børne- og Kulturchefforeningen, Skole og Forældre, Danske Skoleelever, professionshøjskolerne bare for at nævne nogle få. Vi har brug for forældrenes opbakning, og vi har brug for, at eleverne engagerer sig. Vi ser gerne, at medierne går ind med konkrete aktiviteter, der kan understøtte initiativet. Vi har en række ideer til aktiviteter i den forbindelse. Derfor vil det være kærkomment, hvis fonde og organisationer vil bakke op, så vi får mulighed for at realisere nogle af disse ideer. Vi har brug for opbakning fra så mange som overhovedet muligt.

Vi har allerede aftalt at koordinere vores indsat med projektet »Ordet fanger«, der har til formål at styrke børn og unges læselyst. Det drejer sig også om at ændre holdninger og vaner, derfor vil en »folkebevægelse« bag »Vi læser for livet« have stor betydning.

DLF kan naturligvis ikke løfte den ambitiøse opgave selv, men med den store opbakning, vi allerede nu har oplevet, er vi fulde af fortrøstning til, at vi sammen med alle de andre kan yde en indsats, der gør en forskel.