Uskolet

Kønskvoter sikrer lige stor risiko for at blive valgt til gudsjammerligt kedeligt bestyrelsesarbejde

Publiceret

Spørgsmålet om kønskvotering deler vandene i den offentlige debat. Senest har et medlem af Københavns Lærerforening meldt sig ud i protest mod, at en kvinde er blevet valgt ind i foreningens bestyrelse, til trods for at en anden – mandlig – kandidat fik flere stemmer.

Men kønskvotering er stadig en god ide, forklarer en fortaler.

”Hvis vi er enige om, at målet er at komme den ulige repræsentation af kønnene til livs, så er man nødt til at gøre noget ved det. Ellers er det nogle usynlige strukturelle mekanismer, der fortsat vil dominere”, siger fortaleren, der mener, at ligestilling er til alles bedste:

”Sådan noget bestyrelsesarbejde, som i tilfældet her, indebærer jo et utal af alenlange, gudsjammerligt kedelige møder sidst på eftermiddagen med triste termokander og tørre kiks, og her bør der være lige stor risiko for at blive valgt, uanset hvilket køn man tilhører”.

Uskolet er Folkeskolens bagside med satire, som ikke umiddelbart går meget op i fakta. Skulle enkelte navne, hændelser eller undervisningsministre alligevel føles bekendte, er man velkommen til at tro, hvad man vil.