Jan Trojaborg anbefaler i Folkeskolen nummer 7 modersmålsundervisningen. Han afviser fint at se bort fra, at nogle børn vokser op i hjem, hvor sproget ikke er dansk. Men når han sammenligner det med et lejlighedsvis dansktalende mindretal i Sydslesvig, er korstoget kørt af sporet. Ingen indvandrer eller flygtning har oplevet grænsedragning, som involverer dansk område, og logisk skulle det i sammenligningen desuden være tidligere tysk, nu dansk. Trojaborg ser også helt bort fra, at enhver dansksindet syd for grænsen er kompetent, når det drejer sig om det officielle sprog. Tysk. Ikke først som 12-13-årig om overhovedet så tidligt. Der foreligger intet om, at man i det nordtyske område skulle have brug for at placere etnisk danske børn i sprog- eller modtagelsesklasser, hvorfra de indsluses i skolernes normalklasser. Hvad man i øvrigt taler derhjemme, i etniske foreninger og lignende, blander den tyske stat sig så fornuftigvis ikke i.

Jan Trojaborg finder det prisværdigt, at der postes milliarder i konservering af dansk minoritetskultur i Sydslesvig. Undertegnede finder det sværere at se det positive i at støtte ofte demonstrativt taktfast nationalromantik og -chauvinisme, der for længst har sluppet sit tag i ikke bare det gamle land, men også historiebøgerne. Hans sammenligning er til overflod noget sludder. Tages den for pålydende, skulle Tyrkiet, Iran, Libanon og så videre poste milliarder i etablering og vedligeholdelse af nationalistiske mindretalskulturer i Danmark. Det sker prisværdigt nok ikke, og gjorde det, ville den danske stat og befolkning opfatte det som utidigt og med en skepsis, der er ganske fraværende, når Trojaborg promoverer Dannebrog syd for grænsen.

Der er forblevet et postulat, at vejen til beherskelse af dansk går gennem modersmålet. Hvis det var tilfældet, og havde præferencer og magtforhold på Danmarks Lærerhøjskole og i Undervisningsministeriet været som i dag, ville der være erklærede etniske minoriteter med ungarsk eller polsk som modersmål. Børnene ville blive kaldt anden-, tredje- og så videre generationsindvandrere, selv om de aldrig er hverken ud- eller indvandret, og ville uanset slægtens ophold i et dansktalende samfund i generationer starte deres institutionelle karriere i sproggrupper eller modtagelsesklasser. Men sådan var forholdene ikke, og ingen tænker i det daglige på dem som gruppe endsige generation noget som helst.

Den massive lovprisning af modersmålet og af modersmålsundervisningen er uden nøgternt belæg. Lad det højstemte udtryk modersmål være reserveret historien og overlad nudansk misbrug til Dansk Folkeparti, hvor det jo ikke er pædagogik og integration, men ofte nationalistisk chauvinisme, det handler om. Det ville klæde Trojaborg og interessenter i industrien omkring indvandrere og flygtninge, om de lod argumenterne stå på egne ben og gav afkald på at belægge med historisk digtekunst.

Poul-Erik Hjort Pedersen

Esbjerg

Forkortet af redaktionen