Uskolet

Lærer vil tilbringe sidste bededag på sofa

Publiceret Senest opdateret

En lærer, som ikke har indset, at vi altså er nødt til at arbejde mere, så vi kan producere mere og sælge mere og købe mere og vækste mere, har lagt en detaljeret plan for, hvad den omdiskuterede store bededag – danmarkshistoriens sidste som arbejdsfri – skal bruges på.

“Det er en skændsel, den måde en magtfuldkommen regering bare tillader sig at udradere så vigtig en dag for vores fællesskab på".

"Men jeg kommer til at holde traditionen i hævd og videreføre de oprindelige skikke, som danskerne så stolt har overleveret gennem generationer, siden helligdagen blev lovfæstet i 1686. Jeg kommer til at ligge på sofaen. Og så står den ellers på varme hveder med tandsmør”.

Uskolet er Folkeskolens bagside med satire, som ikke umiddelbart går meget op i fakta. Skulle enkelte navne, hændelser eller undervisningsministre alligevel føles bekendte, er man velkommen til at tro, hvad man vil.