Jeg er født i 1947, og som dreng holdt jeg meget af at lege krig. Vi kunne få små modelsoldater, der nøjagtigt forestillede de forskellige hære, der havde kæmpet om Europa kun få år før min fødsel. Jeg havde både russere, engelske 'ørkenrotter', amerikanske marinesoldater - og så tyskerne. De sidste var næsten de mest spændende. De var farlige og 'onde'. Men deres uniformer og krigsmateriel var mægtig flot. Især holdt jeg af at lege med en model af en tysk bombejager, Stuka, tror jeg den hed, med knækkede vinger og en potent næse med maskinkanoner i.

Men når jeg var på besøg hos min onkel, kunne jeg få problemer. Han ville ikke have, at jeg legede med tyske soldater eller fly. Han kunne blive helt hysterisk og råbe op. Det var, som om krigen ikke var slut, eller som om de små plastikmodeller indeholdt en forfærdelig gift. Han forbød mig at lege med Stuka'en og skældte mig ud med stor patos og moralsk fordømmelse. 'Jeg vil ikke se den slags i mit hus', kunne han råbe.

Når det skete, tror jeg nærmest, jeg skammede mig, fordi jeg var blevet så glad for noget, der var så slemt, og senere kom jeg til at undre mig over min onkels reaktion. Min far deltog i modstandskampen og omdelte illegale blade. Han var enkelte gange med til at bevogte tilfangetagne stikkere, som blev transporteret til Sverige. Han blev meget hurtigt taget af Gestapo, sad i Vestre Fængsel, senere Frøslevlejren, og så gik turen til Tyskland, til de berygtede koncentrationslejre Neuengamme og Dachau.

Han slap fra rædslerne med livet i behold, men han reagerede aldrig nogensinde som min onkel over for mine krigslege. Jeg tror, han med sine tunge erfaringer var langt bedre til at fastholde proportionerne. Og med sin egen konkrete stillingtagen under krigen havde han ikke det behov for at søge patetisk identifikation med sejrherrerne efter krigen som andre. Min onkel deltog ikke i modstandskampen.

Disse oplevelser har meldt sig under debatten om Jörg Haider i Østrig her 55 år efter krigens afslutning. Det forekommer mig, at uhyggeligt mange debattører og aktører, inklusive de fjorten europæiske regeringschefer, har svært ved at fastholde proportionerne i håndteringen af den udfordring, som Haiders parti og dets regeringsdeltagelse repræsenterer.

Problemet i debatten er jo netop, at de, som går til yderligheder i fordømmelsen og forsøgene på at udelukke Haider og Frihedspartiet, gør det med al den patos og selvretfærdiggørelse, som ligger i at genindtage positionerne som nazismens tapre bekæmpere.

Og de, der som jeg mener, at Haider og Frihedspartiet slet ikke med nogen rimelighed kan kaldes hverken nazistisk eller racistisk, nærmest bliver opfattet som krypto-nazister selv.

Årtusindskiftet synes at skulle blive en vigtig anledning til at betragte Europas smertefulde erfaringer fra midten af det nu afsluttede århundrede igen: Hvad er nazisme og fascisme egentlig for noget, og hvordan kunne det ske? Vi er på vej til at sige farvel til de sidste, der har stærke personlige erfaringer med denne tunge periode i vor historie. Vi har brug for igen at lytte til dem og gøre os umage for at forstå, hvad de siger. Historien vil ikke gentage sig, og måske er den største risiko, at vi kommer til at bilde os selv ind, at den gør det. Under den voldsomme omorganisering af vore samfund som følge af internationaliseringen og teknologiens dramatiske udvikling kastes vi ud i helt nye politiske mønstre. Både Østrigs Haider og vor egen Pia Kjærsgaard synes først og fremmest at få vind i sejlene, fordi store grupper af vælgerne med god grund er bekymrede for deres egne placeringer og vilkår i fremtidens samfund. I langt de fleste lande stiger uligheden dramatisk som følge af markedets og konkurrencens udbredelse og styrke.

At møde udfordringen fra disse nye politiske mønstre kan vise sig at være den helt afgørende udfordring til vores demokrati og politiske kultur.

For at møde den udfordring har vi brug for solide historiske erfaringer, for proportionssans og nøgtern fordomsfrihed. Ikke for selvretfærdiggørelse og brændemærkning af folk, vi ikke forstår, hvad enten de er muslimer eller højrepopulister.

Erik Meier Carlsen er journalist