Birgit Pedersen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skoleinspektør på Ordblindeinstituttet, Københavns Amt.

Det var et chok for os i Københavns Amt, da vi onsdag morgen fik meddelelsen om, at Birgit var død. Birgit blev kun 59 år.

Få dage før var vi sammen, og Birgit var glad og energisk som altid.

Birgit var et utroligt engageret menneske, som i løbet af de fem år, hun var ansat som skoleinspektør på Ordblindeinstituttet, har løst nogle meget vanskelige opgaver på en utrolig god og konstruktiv måde.

Birgit blev ansat på et tidspunkt, hvor Ordblindeinstituttet på grund af indeklimaproblemer over flere år var ude i en svær situation. Det var ikke optimale vilkår for en nyansat skoleleder, men Birgit tog opgaven på sig.

På sin kompetente og rolige måde klarede Birgit at føre skolen med personale, elever og forældre igennem denne utroligt vanskelige periode med to flytninger på bedste måde. Ja, der var tilmed overskud til også at interessere sig for pædagogisk udvikling, og det er Birgits fortjeneste, at der for alvor er kommet fart på udviklingen, og instituttet er blomstret under Birgits kyndige ledelse.

Pædagogisk klarsynet og ledelsesmæssigt visionær førte hun instituttet gennem en udviklingsproces, som Københavns Amt skylder hende stor tak for.

Hun bidrog desuden konstruktivt til udviklingen af et fælles skolevæsen i amtet og var en god og respekteret kollega i lederkredsen.

Birgit vil blive husket og savnet også for sine personlige egenskaber. Hun var et åbent, varmt og livsglad menneske, som gjorde sig gældende i alle de sammenhænge, hun indgik i. Hun var en stærk person, som fyldte sin plads. Hun var dertil også både festlig og farverig og forstod at nyde livet, også selv om hun løftede en stor arbejdsbyrde.

Hun var synlig både som menneske og som leder, og vi vil komme til at savne hende.

Bo Beck

specialundervisningskontoret

Københavns Amt