Farverige klemmer pryder væggen hos 2.d på Frederiksborg Byskole i Nordsjælland. Klemmerne bærer på små skilte med alle elevers navne. Pigernes navne hænger på de lyserøde og orange klemmer, og drengenes navne hænger på blå og grønne klemmer.

Det er nemlig sådan, elevernes lærer Michael Robsøe arrangerede det. Pigerne fik pigefarver, drengene fik drengefarver.

Men hvorfor var den opdeling egentlig nødvendig? spurgte Michael Robsøe senere sig selv. Som homoseksuel elev på en nordjysk folkeskole var han selv vant til ikke altid at passe ind i de gængse kasseforestillinger om, hvordan drenge opfører sig. Og her var han, 30 år senere, i gang med at bekræfte netop den kassetænkning.

“Når først jeg fik øje på de der ting i klassen og på skolen, så var de alle steder. Både jeg som lærer og eleverne selv forstærker kønsopdelingen ubevidst hele tiden”, siger Michael Robsøe, der underviser i 2. og 5. klasse.

I dag har han det som et erklæret mål at skabe et mere mangfoldigt miljø på sin skole:

“Opdelingen fungerer måske fint for majoriteten, som passer ind i den traditionelle forestilling om, hvad en pige og en dreng er. Men hvad med den gruppe, der ikke gør? Og dem, der lader, som om de gør?”

Vil bryde med stereotyper og fordomme

Køn spiller en stor rolle i skolen, og der er god grund til at tage et kritisk blik på den måde, man som lærer reproducerer stereotyper om køn på.

Det fortæller Annette Hildebrand Jensen, lektor på læreruddannelsen og medforfatter til bogen “LGBTQ+ i skolen”, der sætter fokus på den mistrivsel, som elever, der bryder med normer for køn og seksualitet, ofte oplever.

“Skolen er på mange måder indrettet til dem, der passer på normerne for køn og seksualitet. Det er alt fra, hvordan vi omtaler familier som ‘mor og far’, til drenge- og pigetoiletter og kønsopdelte aktiviteter. Problemet er, at vi som skole siger: Der er en typisk måde at være dreng og pige på. Og for dem, der ikke spejler disse forventninger, er det rigtig smertefuldt. For de kan opleve, at deres identitet ikke bliver talt med i fællesskabet. Og det kan sætte dybe spor at opleve sig selv i fare for ikke at høre til et fællesskab, men altså stå alene”, siger Annette Hildebrand Jensen.

De problemer har foreningen LGBT+ Danmark undersøgt i en stor spørgeskemaundersøgelse blandt cirka 900 nuværende og tidligere elever mellem 13 og 25 år, der hører ind under LGBT+-gruppen, altså som bryder med normer for køn og seksualitet.

Her oplever 37 procent at føle sig ensomme i skolen, mens tallet for den generelle elevgruppe i den nationale trivselsmåling kun er seks procent. Eleverne er også overrepræsenterede, når det gælder selvmordstanker og mobning.

For læreren Michael Robsøe er det uacceptable tal, som han og skolen har et ansvar for at nedbringe, synes han.

“Jeg tror, folkeskolens formålsparagraf lyder, at vi skal gøre eleverne klar til det samfund, de skal ud i. Og det samfund er mangfoldigt med mange forskellige måder at se ud på og være mand og kvinde på. Og lige nu rummer skolen kun dem, som passer ind. Kasserne er alt for snævre”, siger Michael Robsøe.

De frygtede pronomener

Michael Robsøe fik nys om et mangfoldighedsambassadørkursus hos LGBT+ Danmark for lærere og andre professionelle, der har med børn og unge at gøre. Han og to kolleger blev sendt af sted af lederen.

Kurset tog en dag og indeholdt blandt andet oplæg og fakta om de største hindringer for LGBT+-elevers trivsel og viden om, hvordan man som lærer kan hjælpe eleverne. Der var også øvelser, hvor man skulle skiftes til at bruge pronomenerne de/dem om de andre kursister.

På den måde fik kursisterne øvelse i at rumme nonbinære personer, altså dem, som ikke identificerer sig som hverken det ene eller andet køn. Men de skulle også høre de/dem om sig selv og dermed lære, hvor forkert det føles at blive omtalt som noget, man ikke er.

Udskolingslæreren Thomas Hansen var med på kurset, og han blev især klogere på kønsidentitet.

“Jeg har arbejdet som lærer i 17 år. Og det er ret nyt for mig at opleve elever, der føler sig som det andet køn, eller som hverken føler sig som dreng eller pige, og jeg var i tvivl om, hvordan jeg egentlig kan hjælpe dem”, siger Thomas Hansen.

Han har lige haft en elev i 9. klasse, der ikke følte sig som hverken pige eller dreng og derfor ville bruge pronomenerne de/dem.

Det gjorde Thomas Hansen, selv om han nogle gange kom til at sige “hun”. På kurset lærte den 56-årige lærer og SSP-vejleder (skole, socialforvaltning, politi), at det er helt i orden at begå fejl.

“Det er okay at bøffe lidt rundt i det, bare man viser, at man er accepterende. Så jeg sagde til eleven, at jeg selvfølgelig vil prøve, så godt jeg kan, men at jeg nok kommer til at begå fejl. Det lærer også eleverne, at de heller ikke skal være bange for at begå fejl”, siger Thomas Hansen.

”Hvor er du gay”

Michael Robsøes motivation for at tage på kurset var i høj grad at blive i stand til at hjælpe eleverne med at sortere i de fordomme om LGBT+-personer, de for eksempel møder på nettet.

Ekspert: Vær ikke bange for at tale om køn

En dag fandt han ud af, at mange elever i hans 5. klasse allerede kender til – og endda hylder – internetfænomenet Andrew Tate. Han er kendt for sine kvindehadske, homofobiske og transfobiske holdninger, og han blev for nylig anholdt i Rumænien for at drive menneskehandel.

“Børn og unge får rigtig meget anti-LGBT+ ind på nethinden på TikTok, og hvor de ellers er. Og når jeg hører børn gå og kalde hinanden gay, kælling og faggot som skældsord, så er det altså et problem”, siger Michael Robsøe, der tog en snak i klassen om Andrew Tate og efterfølgende skrev til forældrene på Aula og orienterede dem.

For nylig overhørte Michael Robsøe en elev i klassen sige: “Hvor er du gay” til en anden dreng, fordi han ikke ville spille fodbold eller havde været dårlig til det.

Michael Robsøe italesatte det og spurgte, hvorfor “gay” skulle være noget dårligt.

“Sådan noget sprogbrug hører jeg overalt. Og det er måske en lille ting, men i det her tilfælde var der faktisk en pige, der kom hen og sagde: ‘Jeg synes også, det var ubehageligt, at han sagde gay på den måde. Men det er måske, fordi jeg selv er det’. Så det sprog er jo ikke harmløst”.

Forfatteren Annette Hildebrand Jensen genkender, at elever bruger kønnede og seksualiserende skældsord i en ung alder og uden nødvendigvis at vide, hvad det betyder.

Hun mener, at det er vigtigt at italesætte, når det sker, og samtidig løbende være en rollemodel.

“Jo mere man som lærer er god til at være åben, italesætte forskelligheder og generelt udstråle, at man aktivt luger ud i sine egne forforståelser, jo bedre vil man være en rollemodel for eleverne. Og det har med garanti en effekt på deres sprogbrug og omgangsform – også når læreren ikke er der”, forklarer hun.

Michael Robsøe har efter kurset fået endnu mere gejst til at gøre hverdagen nemmere at passe ind i for de elever, der risikerer at komme i mistrivsel.

“Jeg svigter mit ansvar, hvis ikke jeg aktivt gør skolen mere mangfoldig. Skolen er i forvejen tusind andre ting end at lære at læse og regne. Hvordan man sidder stille og spiser, hvordan man siger undskyld til en klassekammerat. Vi skal ikke være så bange for at ruske op i de dårlige normer til fordel for nogle mere rummelige”.

Derfor arbejder DLF med kønsopmærksomhed

Blandt andet har Michael Robsøe og hans kolleger skiftet de lyserøde og blå klemmer i 2.d ud med kønsneutrale navneskilte.

Et stort signal i et lille klistermærke

Både Michael Robsøe og Thomas Hansen fik på kurset et LGBT+-klistermærke med regnbueflaget, som de har sat på deres computere, så eleverne kan se det.

Især i Thomas Hansens udskolingsklasser har det sat en samtale i gang:

“Så spørger de ind til, hvorfor jeg har klistermærket, og hvad farverne betyder. Tænk, at sådan et lille klistermærke alligevel kan gøre en forskel. Det har givet nogle rigtig gode snakke, og så signalerer det jo også, at det her er et åbent rum med plads til forskellighed”.

I LGBT+ Danmarks undersøgelse svarer 75 procent af LGBT+-eleverne, at de savner, at deres lærere ved mere om forskellige seksualiteter og kønsidentiteter og kan snakke åbent om det.

Det vil Thomas Hansen gerne blive endnu bedre til, også selvom det tager en smule tid at sætte sig ind i for eksempel pronomener eller regnbueflag.

Han er, ud over lærer og SSP-vejleder, også inklusionsvejleder. Og han kan ikke se nogen grund til, at lærerne ikke skulle gøre en indsats for at være inkluderende over for elever, der er for eksempel transkønnede eller nonbinære.

“Jeg er vant til at tage mig af elever med forskellige behov. Det er en del af det at være lærer. Men at inkludere LGBT+-elever er jo faktisk bare et spørgsmål om at være fordomsfri og opføre sig ordentligt”.

Kilde til procenttal: Befolkningsundersøgelsen ”Sexus” af Statens Serum Institut og Aalborg Universitet blandt 62.675 respondenter i Danmark. Samt rapporten ”Stop diskrimination i folkeskolen” fra 2021, udgivet af LGBT+ Danmark på baggrund af en spørgeskemaundersøgelse blandt 910 nuværende og tidligere LGBT+-elever i skolen i alderen 13 til 25 år.