Tv mod lærermangel

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Cuba har fået en tredje tv-kanal, som udelukkende sender kultur- og undervisningsstof. Anledningen er den katastrofale lærermangel i Havanna, som ved årsskiftet havde 1.000 ubesatte lærerstillinger.

Selv om Fidel Castro stadig hylder planøkonomien, har regimet tabt til markedskræfterne i hovedstaden, hvor turist- og hotelbranchen lokker med højere indtægter, fordi drikkepenge fra turisterne langt overgår, hvad man kan tjene som lærer. På Havannas universitet var der på et tidspunkt ikke én eneste ansat tilbage på engelsk-instituttet. Også professoren kan tjene mere ved at være turistguide.

Den nye tv-kanal fungerer som vikar; i visse timer skal elever og studerende simpelthen være uden lærer, undervisningen skal de følge på fjernsynsskærmen. Alle klasselokaler i hovedstaden skal derfor have installeret tv-apparat og videomaskine.