Mindre skolevold

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Volden i de franske skoler er mindre end antaget. Det viser de første direkte indberetninger til undervisningsministeriet. 16.382 tilfælde af voldelig opførsel er blevet registreret i oktober og november, hvor tidligere undersøgelser, der var baseret på en skønsmæssig fremskrivning af lokale statistikker, talte om 240.000 voldstilfælde i hvert kvartal.

Resultaterne afkræfter også formodningen om, at gerningsmændene bliver stadig yngre. Hovedparten af volden begås af elever, der er mellem 15 og 17 år. Skolerne har indberettet 4.985 tilfælde af fysisk vold, 3.790 tilfælde af trusler eller groft fornærmende opførsel og 1.790 tyverier eller tyveriforsøg. Dertil kommer blandt andet 269 seksuelle overgreb og 372 tilfælde af vold begået med et våben. Antallet svarer til 3,5 per 1.000 elever i aldersklassen 11 til 16 år og en per 10.000 elever i aldersklassen tre til ti år. Ofrene er overvejende andre elever.