Rod i ansættelsen

Lærerstuderende blev fastansat på Tingbjerg Skole, men fik hverken løn eller ansættelsesbrev

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Af Helle Lauritsen

Efter tre måneders ansættelse uden løn og ansættelsesbrev blev det nok. Så sagde Tina Rønberg Nielsen sit lærerjob op.

Halvanden måned inde i forløbet var det ved Københavns Lærerforenings mellemkomst lykkedes hende at få udbetalt et acontobeløb, som hun selv var i Københavns Uddannelses- og Ungdomsforvaltning for at hente. Derefter fulgte flere acontobeløb, men her i februar har hun endnu ikke fået afregning for alle de timer, skolevæsenet skylder hende.

Tina Rønberg Nielsen var ellers glad for sit arbejde med børnene og for samarbejdet med kollegerne på Tingbjerg Skole i København. Men den manglende løn og det manglende bevis på, at hun overhovedet var ansat, blev for meget i længden.

'Det var en noget rodet ansættelsessamtale, jeg var til i september sidste år, men viceinspektøren fortalte, at jeg kunne overtage et fast skema fra 1. oktober. Den sidste uge af september skulle jeg så deltage i undervisningen sammen med den lærer, jeg skulle erstatte. Det lød fint', siger Tina Rønberg Nielsen, der er fjerdeårslærerstuderende på Københavns Dag- og Aftenseminarium.

'Jeg fik tilbudt et fast skema på fuld tid, men det var jeg ikke interesseret i. Jeg skal jo være færdig med min uddannelse, så jeg sagde, at jeg kun ville have 15 timer om ugen, og det var i orden'.

Hun skulle have det meste af sit arbejde i en 1. klasse med delt klasselærerfunktion med klassens anden lærer. Desuden skulle hun have nogle timers specialundervisning. Ved ansættelsen mødte hun den lærer, hun skulle erstatte, og den lærer, hun skulle samarbejde med i 1.-klassen.

Da hun blev ansat, havde skolen ingen skoleleder. Han er ansat efter Tina Rønberg Nielsen.

Snydt for penge og pension

'Jeg har helt klart opfattelsen af, at jeg er blevet ansat i en fast stilling', siger Tina Rønberg Nielsen.

Det styrkes af hendes aktivitetsplan, hvor det fremgår, at hun er ansat fra 1. oktober sidste år til 31. juli i år. Men på aktivitetsplanen hedder hendes stillingsbetegnelse 'ekstern vikar' - en stillingsbetegnelse, der hverken er kendt i Københavns Skoleforvaltning eller i Danmarks Lærerforening.

Der er flere problemer omkring aktivitetsplanen. For Tina Rønberg Nielsen får først planen engang i begyndelsen af december måned efter at have krævet det.

'Det var tillidsrepræsentanten, der hjalp mig med at få aktivitetsplanen. Jeg fik den først, da jeg nægtede at komme på arbejde, før jeg havde fået den. Så blev der holdt et møde med tillidsrepræsentanten, viceinspektøren og mig'.

Aktivitetsplanen viser, at Tina Rønberg Nielsen er fastansat som månedslønnet og endda med næsten fuld ferie. Hun har efter planen en beskæftigelsesgrad på 60 procent i ti måneder, men der er flere uklarheder i aktivitetsplanen. Det er usædvanligt at få næsten fuld ferie i sådan en ansættelse, stillingsbetegnelsen er ukendt, og Tina skulle altså have været fastansat, fordi ansættelsesperioden er over tre måneder.

Når man sammenholder timeafregning, lønspecifikationer og aktivitetplan, bliver billedet endnu mere forvirrende. Nogle steder er hun opført som timelønnet vikar. Der er altså forskellige stillingsbetegnelser og forskellige oplysninger, men kort sagt ser det ud, som om hun er blevet snydt for både penge og pension.

Bøde til arbejdsgiveren

Reglerne siger, at en person skal have sit ansættelsesbrev ved ansættelsens begyndelse eller senest én måned efter samtalen, hvor ansættelsesbetingelserne aftales. Det er ikke sket i denne sag.

Hvis disse regler ikke overholdes, kan arbejdsgiveren idømmes en bøde på 10.000 kroner. Om der er givet en bøde, og hvem den i så fald er givet til i denne sag, er uklart.

Fuldmægtig i Københavns Uddannelses- og Ungdomsforvaltning, Birthe Ohm, siger: 'Om det er skolelederen eller forvaltningen, der får bøden, vil jeg ikke kommentere. Det må være et internt anliggende mellem os og skolelederen. I København er der efter aftale med Københavns Lærerforening i konkrete situationer udbetalt 5.000 kroner til lærere'.

Meget tyder på, at forvaltningen længe slet ikke vidste, at Tina var ansat på Tingbjerg Skole. Forvaltningen ønsker ikke at udtale sig om en personsag, men Birthe Ohm fortæller, at hvis der er tale om en timelønnet vikar, så er det skolen selv, der udarbejder et ansættelsesbrev. Skolen skriver ansættelsesbrevet og står for indtastning af lønnen. Men hvis der er tale om en fastansat, skal forvaltningen have oplysningerne på vedkommende, og derefter udarbejder man så et ansættelsesbrev.

Sådan har det været indtil 1. januar i år, hvor dette område er blevet decentraliseret, så det nu altid er den enkelte skole, der udarbejder ansættelsesbrev til lærere. Men dette var altså ikke trådt i kraft, da Tina Rønberg Nielsen blev ansat på Tingbjerg Skole per 1. oktober 2001.

'Hvis vi ikke får oplysninger fra skolen om læreren, kan vi ikke udarbejde et ansættelsesbrev', siger Birthe Ohm.

'Men det er sket, at folk i en variabel periode ikke har fået et ansættelsesbrev. Det kan skyldes, at skolen har glemt at give oplysninger, eller vi har været bagud i forvaltningen', siger hun.

Forvaltningen vil nu undersøge den konkrete sag.

Rod i papirerne

Tina Rønberg Nielsen fik aldrig en hel uge sammen med den lærer, hun afløste. Det blev kun til et par dage i september, og da det blev lønningsdag, fik hun ingen løn.

'Jeg regnede med, at det var, fordi jeg kun havde været på arbejde nogle dage, så jeg gik ud fra, at det var med på lønsedlen i slutningen af oktober', siger hun.

Men da kollegerne fik løn i slutningen af oktober, fik hun ingen lønseddel og ingen løn. Hun henvendte sig på skolens kontor for at rykke, ligesom hun flere gange rykkede kontoret for det manglende ansættelsesbrev.

På et tidspunkt får hun en kopi af et brev sendt til skoleforvaltningen dateret 30. oktober 2001. Her står, at de skal udarbejde ansættelsesbrev til hende og en anden lærer, men da hun senere taler med forvaltningen, har de aldrig modtaget brevet, der i øvrigt er stilet til en forkert person. Hvor originalbrevet er blevet af, vides ikke. Skolelederen på Tingbjerg Skole har ikke ønsket at udtale sig, og forvaltningen vil kun udtale sig i generelle vendinger - ikke om en personsag.

Men Tina Rønberg Nielsen fortæller, at hun rykker både skolen og forvaltningen flere gange, så miseren var til at rette op på senere. Heller ikke i november måned fik hun løn.

'Jeg får uheldigvis først involveret skolens tillidsrepræsentant temmelig sent. Jeg er ikke vant til sådan noget her, og jeg kender ikke til systemet. Men jeg har nok selv været for handlekraftig. Jeg har henvendt mig til forvaltningen, når jeg ikke fik noget ud af at henvende mig på skolens kontor med problemerne'.

Hun fortæller, at hun på et tidspunkt hos forvaltningen har fået at vide, at hun slet ikke kunne ansættes på den måde, man havde fortalt hende.

Fremgangsmåden er ikke i overensstemmelse med overenskomstens bestemmelser, hvilket ved behandling i det fagretslige system typisk ville medføre en bod på omkring 25.000 kroner.

Et hårdt job

Nogle af hendes timer er specialundervisning. Det viser sig at omfatte to elever, som skolen betegner som 'uunderviselige'.

'Jeg får intet at vide på forhånd, og da jeg spørger, hvad det betyder, at de er uunderviselige, får jeg at vide, at de ikke kan være i klassen, fordi de er en trussel for de andre elever'.

Med den besked går hun hen for at møde de to elever.

'Det var et sejt job. Hamrende sejt. Men jeg synes faktisk, at jeg klarede det meget godt. Drengene fortalte, at de plejede at skrive staveord og sådan noget. Jeg syntes, at de trængte til noget helt andet, så jeg var på fisketur med dem, vi lavede en lille film, og jeg prøvede at arbejde med deres tålmodighed'.

'Jeg var glad for jobbet, selv om det var hårdt. På Tingbjerg Skole kan du virkelig gøre en forskel som lærer. Jeg havde det også godt med kollegerne. Det var ikke sådan, at de kom til én eller blandede sig i mit arbejde, men det passede mig fint. Og hvis jeg spurgte dem om noget, var de flinke og hjælpsomme. Jeg havde et fint samarbejde med Anette Børger i 1.-klassen'.

Anette Børger har været ansat på Tingbjerg Skole i mange år. Hun fortæller, at skolen har en del uuddannede lærere ansat, og hun bekræfter det gode samarbejde med Tina Rønberg Nielsen.

'Hun er meget kompetent, og vi har samarbejdet om forældremøder og udarbejdet årsplan sammen', siger Anette Børger.

Det er Anette Børger, der henviser Tina til tillidsrepræsentanten, da hun ikke har fået løn. Desuden tager hun emnet op i al almindelighed over for skolelederen. Det medfører, at han giver hende et pålæg for at træde ind på andres kompetenceområder. Hun skriver en undskyldning til ham.