Danmark er et af de lande i verden, hvor børnegruppen spreder mest. De internationale læseundersøgelser viste, at hvor samtlige andre lande havde en datafordeling, der var en variation over en normalfordeling med en stor midtergruppe og relativt få plus- og minusafvigere, havde Danmark en såkaldt binominal fordeling, det vil sige en topuklet fordeling med en stor ophobning af både gode og svage læsere.

Undersøger vi i 1. klasse børnenes funktioner på afgørende områder, er jeg sikker på, at vi genfinder mønsteret: en spredning på fire-fem år. De længst udviklede er niårige inde i hovedet, mens de svageste er fireårige, selv om der står det samme på deres dåbsattest.

Her har vi en af de vigtigste årsager til, at skolen får stadig sværere ved at løse sin opgave: Der er ikke længere en simpel overensstemmelse mellem børnenes fysiske alder og deres kompetenceniveau, fordi børns opvækstvilkår i disse år polariseres voldsomt.

Det er ikke bare så enkelt, at de svage børn er 'bagefter'. I dag er problemet mere kompliceret: Der er en stor gruppe børn, der nu har opvækstvilkår, som er langt bedre, end nogen børn i Danmark tidligere har haft. Deres forældre prioriterer dem før alt andet og har økonomiske og sociale resurser til at gøre det. Disse børn når på seks år et kompetenceniveau, der ligger langt ud over, hvad vi er vant til. Men i den modsatte ende af spektret finder vi børn, der nu har ringere vilkår, end vi er vant til. Og de stærke børns udviklingstempo accelererer, spredningen bliver stadig større.

Undervisningsdifferentiering, siger man så, men det er varm luft. Så længe man fastholder klasseundervisningen, kan undervisningsdifferentiering ikke lade sig gøre. Imidlertid må enhver kunne begribe, at det er en menneskeret at blive undervist på det niveau, man befinder sig på, uanset om man er stærk eller svag.

Børnene har to slags behov, som skolen skal opfylde: de følelsesmæssige/sociale og de faglige behov. Med den nuværende spredning kan vi vælge mellem to muligheder, som begge er lige uacceptable: Hvis vi grupperer dem efter, hvad der står på deres dåbsattest, får vi en faglig spredning i klassen, som vi ikke kan håndtere i den klasseundervisende skole, vi har i dag. Vælger vi modsat at gruppere børnene efter deres kompetenceniveau, vil de yngste i klassen endnu gå med ble, mens de ældste er kommet i puberteten.

Løsningen ligger i det uheroiske både-og. Lad os fortsat tage udgangspunkt i dåbsattesten, men med en klar bevidsthed om, at klassen er børnenes følelsesmæssige og sociale hjemmebase. Derfor er de kun samlet i klassen i en tredjedel af skoletiden. I de faglige aktiviteter grupperer vi dem efter kompetenceniveau, så børn fra for eksempel 2., 5., 7. og 9. arbejder sammen. Lad dem dog indse, at vi ikke er lige dygtige til alt, men lad os også lære dem, at menneskeværd intet har med kompetenceniveau at gøre. Et menneskes værd er givet betingelsesløst, kompetencer er noget, man tilegner sig gennem arbejde, og de vil ofte afspejle det antal timer, man har investeret i dem.

Steen Larsen er freelanceforfatter og foredragsholder