4. april 1952 stiftedes foreningen Århus Friskole. Resultatet kender vi i dag, mere end 50 år efter. Et frodigt skolemiljø med tværfaglig, aldersintegreret undervisning med vægt på de kreative og musiske fag; kort sagt en institution i den århusianske og danske skoleverden.

Bevæggrundene lå lige for, anden verdenskrig havde reaktualiseret 1920'ernes pædagogiske overvejelser omkring en anderledes skole, hvor børn frit kunne tilegne sig livets lærdomme i den rækkefølge, som passede til det enkelte barns udvikling. I kontrast til den traditionelle skole, hvor hensyn til orden og disciplin prægede hverdagen, og hvor det næppe spillede den store rolle, om børnene rent faktisk var glade for at gå i skole. Bagmændene og -kvinderne var for en dels vedkommende personligt mærket af krigen. Hos flere af initiativtagerne bankede hjertet for Danmarks Kommunistiske Parti. Forbillederne var Bernadotteskolen i Hellerup og Den lille skole på Gammelmosevej i Bagsværd. Ordet friskole associerede både til den grundtvigske skolebevægelse og dens kritik af den døde lærdom, drengevidenskab og sort skole og ikke mindst til en forestilling om, at børn, lærere og forældre skulle kunne "føle sig frie i forhold til hinanden", som skolens første lærer Viggo Nøjrgaard Jepsen formulerede det i sin tiltrædelsestale. Børnene skulle have frihed til at udvikle sig i eget tempo, forældrene skulle have fri adgang til at være med i skolens arbejde, og lærerne skulle kunne henvende sig til forældrene uden forbehold.

Det var tænkt som et paradis på (skole)jord, og det blev det nok også for nogle børn, forældre og lærere. For andre blev det i de tidligste år noget, der mere mindede om dets modstykke med ævl og kævl og afskedigelser til følge. Det fortælles der ganske åbenhjertigt om i dette meget smukke skrift, forfattet af to personer med tæt familiemæssig og professionel tilknytning til skolen. Heldigvis for eftertiden har man igennem årene været forudseende nok til at få interviewet flere af skolens centrale personligheder, og disse erindringer udgør sammen med skoleblade, årsberetning og avisartikler bogens kildegrundlag. Man læser med tilbageholdt åndedræt, om dengang nogle ikke bare højtuddannede, men også højtråbende forældre troede, at det var dem og ikke de ansatte lærere, som skulle undervise deres børn; eller om de år i 1970'erne og 1980'erne, hvor både elever og lærere forstod at hygge sig på lærerværelset, eller om den stadig eksisterende madordning, hvor børnene hver dag for et beløb på 40 kroner skulle købe ind og lave mad til cirka 45 personer. I dag er det anderledes, forstår man. Skolen er blevet mere mainstream, lærerne er trådt i karakter, en professionel kok har ansvaret i køkkenet, og lærerværelset er blevet ryddet for elever. Men historierne minder os om, at pædagogiske forandringer ikke er kommet af sig selv. Det kræver både små og store mennesker.

Det mærkes, at forfatterne er tæt forbundne med skolen. Sprogtonen er kærlig, men ikke fri for at påpege, hvor det efter forfatternes erindring og mening er gået godt eller skidt, ligesom forfatterne heller ikke er blinde for, at lilleskolekulturen har sine ekskluderende sider. Nogle steder er teksten, måske af samme grund, (noget) indforstået - udviklingen i elevtallet er for eksempel gået denne læser forbi - og det er også noget uklart, hvilken karakter teksten har. Er det en bog om skolen, en bog for skolen eller en bog til skolen? Måske lidt af det hele. Billedsiden er helt i top, glade og aktive unger, engagerede pædagoger og lærere og forældre, som hamrer og maler, pryder siderne. Forhåbentlig kan den livs- og skoleglæde, som kommer til udtryk her, varme i en ellers grå Pisa-hverdag.