Jeg ved godt, at man skal tale et pænt sprog, når man skriver til Folkeskolen , og det vil jeg respektere efter denne indledning: Jeg er dødhamrende træt af de selvhøjtidelige teoretikere, som til stadighed fortæller mig, at min indsats i skolen slet ikke er tilstrækkelig, endsige tidssvarende.

Jeg er glad for mit arbejde, engageret i skolens liv, kan lide at være sammen med børnene og kollegerne, fornyr mig efter bedste evne, følger loyalt de ændringer, som nye skolelove pålægger mig og deltager aktivt i de mange gøremål, som skolen forventer min deltagelse i. Selvom det til tider kan være ganske anstrengende både fysisk og psykisk, er det, som det skal være. Bestemt et spændende job med masser af udfordringer.

Mange pædagogiske guruer drager land og rige rundt og fortæller om folkeskolens dårligdomme og giver deres bud på, hvordan vi skal gebærde os. Et gennemgående træk hos dem er, at de så at sige aldrig eller i bedste fald sjældent selv præsterer undervisning i folkeskolen. Jeg tænker på udtalelser i stil med den velkendte 'Lærere er som tankpassere'.

Efter at have været på lejrskole en uge, lavet musical, kørt projektopgave og i øvrigt passet sit arbejde, er det virkelig en uforskammethed, som gør ondt.

Men så var der da heldigvis lidt støtte og forståelse at hente, da jeg læste artiklen 'Sæt fokus på problemerne' ( Folkeskolen 25. januar 1996). Troede jeg. For indledningen gav eksempler på de mange nyskabelser i folkeskolen, som godt kunne ødelægge stemningen på lærerværelserne og i de små lærerhjem.

'Men det kan der gøres noget ved,' jubler Bo Rønne, der er formand for hovedstyrelsens kvalitetsudvalg. Nej, hvor spændende, hvad kunne det dog være? Jo minsandten, endelig var løsningen der (for Gud ved hvilken gang): 'Midlet hedder skoleevaluering' stod der. Og ikke nok med det: 'Det kan være med til at ændre frustrationer til arbejdsglæde, både i ledelsen og blandt lærere og elever.'

Nu var det min tur til at juble. Ja, skreg jeg og forskrækkede min kone, som troede, hun skulle have en middagssøvn. Men inden jeg skulle til at fortælle om det glade budskab, var jeg nået til: 'Det har jeg oplevet i Norge, . . .'

Åh nej, ikke igen. Endnu en, som enten har været på en uhyre interessant studietur eller læst en fremragende den-skulle-du-tage-og-læse-den-er-godat-få-forstand-af-bog.

Men jeg prøver alligevel at læse mig igennem artiklen for at finde ud af, hvad skoleevaluering er. Bo Rønne får hjælp af et tidligere medlem af kvalitetsudvalget, Henrik Billehøj, men det bliver artiklen ikke mere konkret af. Teoretisk snik-snak, som jeg stort set ikke kan bruge til noget. Henrik Billehøj prøver at sælge varen ved at komme med endnu et mirakelmiddel, nemlig en logbog. En himmelråbende naiv historie om Tove, som sjældent rækker hånden i vejret, men senere kommer på bedre tanker, skulle illustrere, hvad logbogen kan bruges til: 'Hvis læreren så fører en logbog på samme måde som kaptajnen på et skib, kan han se, at han gentagne gange har skrevet: 'I dag turde Tove sige noget'. På den måde kan læreren registrere, om hun er blevet mere tryg. 'Ærlig talt, tror Billehøj, vi er lallende idioter? Tror han virkelig, vi er så forkalkede, at vi ikke uden en logbog kan fåøje på, om eleverne har fået det bedre eller dårligere?

Han er åbenbart godt klar over, at varen ikke er så let at sælge, for han tilføjer: 'Mange norske lærere arbejder med logbøger, så det kan godt lade sig gøre'. Argumentet er lidt tyndt, så der sættes trumf på, (selv om uforskammetheden er velkendt): 'Hvis man kun har arbejdet påén skole, kan det være utrolig svært at se, hvad der kan gøres anderledes' (= du er gået i stå). Tak for det.

Knud Karup Christensen

Hirtshals Skole