Det er nødvendigvis en ganske anden verden end studentermiljø, der venter, når man som nyuddannet lærer skal ud og træde sine første sko i det pulserende og til tider temmeligt hektiske folkeskoleliv. Man står i en helt ny og aldrig prøvet situation - nemlig at have ansvaret for undervisning, forældresamarbejde, teamsamarbejde med videre, aha, det er sådan verden ser ud.

Det skriger til himlen, at en uddannelse, der er så udpræget praktisk og udadvendt, skal foregå i et studiemiljø, hvor man som studerende skal være heldig for at komme til at se en skole, klasse alene. Praktikforløb foregår i hold med to til fire studerende tilknyttet en til to lærere - en dejlig sikkerhed at have; så falder man jo ikke helt igennem.

Okay, det er helt fint, at der i de første praktikforløb er en form for sikkerhed; men senere i forløbet er det en nødvendighed, at man kommer ud og oplever verden på egen hånd helt alene sammen med en praktiklærer/vejleder (kunne vi lære noget af pædagoguddannelsen?).

Læreruddannelsen er til stadighed genstand for debat. Skal vi lave om på det nuværende indhold, og hvad skal der så stilles i stedet?

Forslag til forbedring: Der skal mere praktik ind i uddannelsen, og de enkelte forløb skal være af længere varighed end nu. Jeg kunne fint forestille mig, at der i løbet af uddannelsen ligger et forløb svarende til et semester - altså et halvt år. I den periode skal man være ude alene og tilknyttet en praktiklærer. Samtidig er man tilknyttet sit seminariehold med løbende, forpligtende tilbagemelding (hvilke problemer er du løbet ind i i forhold til børn, forældre, kollegaer, ledelse og så videre? og hvordan kan du tackle dem?).

Debatten og ægtheden af samtalerne omkring lærersituationen vil blive løftet og få mere bund i virkeligheden frem for den pseudosnak, der foregår nu.

Kunne man forestille sig et udviklingsprojekt imellem et seminarium og nogle enkelte skoler?

Vi skal væk fra osteklokkepædagogikken og navlepilleriet på seminarierne.

Jeg mener, at kvalifikationerne og dermed paratheden til at varetage et lærerjob ude i virkeligheden vil blive højnet væsentligt ved at bygge mere praktik ind. Det kan og skal kunne lade sig gøre, hvis vi vil. Det kræver en ændring i den nuværende uddannelse, og den ændring er der kun håb om vil komme, hvis vi på gulvet gør opmærksom på nødvendigheden.

Dette er skevet på baggrund af, at jeg har været ude i virkeligheden i to et halvt år og mærket en del af de problemer, man kan løbe ind i.

Stig Andersen

Århus