I Folkeskolen nummer 1-2 1996 gøres resultatet af hovedstyrelsesvalget op, og som pensionist må jeg jo indrømme, at det er en sørgelig affære, når resultatet viser, at der i valggruppe II, pensionisterne, kun er en stemmedeltagelse på 27 procent.

Jeg synes imidlertid ikke, at man bør lade tallet stå alene, for spørgsmålet rejser sig jo med det samme: Hvorfor?

Hvorfor er 72,9 procent af pensionisterne så ligeglade med deres forening og med, hvem der skal repræsentere dem?

Er der tale om

- et massivt udtryk for utilfredshed med DLF?

- et massivt udtryk for mistillid til de opstillede kandidater?

Eller er der modsat tale om et massivt udtryk for tilfredshed på pensionistområdet og med DLF's indsats, så det er overflødigt at stemme?

Der er sikkert tale om mange forklaringer, og derfor må 'medlemsundersøgelsen' hilses med særlig glæde, fordi vi gennem den (foruden om pensionisternes forventninger til fremtiden) kan få at vide, hvorfor pensionisterne ikke synes, at det er ulejligheden værd at stemme, men også hvorfor så mange pensionister melder sig ud af DLF.

Én ting i artiklen må jeg dog gøre ophævelser over. Når redaktøren skriver, at Kristian Fløj-Jensen fik et fornemt valg, er jeg lige ved at gå i dørken. Ganske vist steg hans stemmetal med 83 procent, men af tallene på side 37-39 fremgår det, at kun cirka 11 procent af pensionisterne gav ham deres stemme. At kun cirka 6 procent viste ham deres tillid ved forrige valg, siger vist tilstrækkeligt om Kristian Fløj-Jensens position hos pensionisterne.

Finn Andersen

Herlev