Uskolet

Lektier? Her er 10 gode ting at sige om dem

Publiceret Senest opdateret

1. Man kan som lærer altid henvise til, at ej, det har I altså lært.

2. Lektier giver forældre mulighed for at følge med i, at de henne på skolen for længst har passeret det niveau, hvor man havde en chance for at hjælpe.

3. Tænk, hvor mange venskaber og kærestepar, der er blevet grundlagt på spørgsmålet “Skal vi lave lektier sammen?”

4. Hvad skal så presset en generation ellers få tiden til at gå med, når de er spurtet hjem fra skole, lige har luftet Bella, tømt opvaskemaskinen og først om en time skal videre til fritidsaktivitet?

5. Der var sgu ikke noget, der hed quiet quitting, dengang vi andre fik besked på at lære ”Lysets engel går med glans” udenad til dagen efter.

6. Hjemmearbejde bibringer børn værdifulde erfaringer med fænomenet overspringshandling. Man bør ikke underkende den læringsoptimerende effekt af dårlig samvittighed.

7. Hvis de ikke læser lektier, når der er så stille derinde på værelset, sidder de måske og bliver radikaliserede på Reddit eller eksperimenterer med klamme nikotinposer under overlæben?

8. Men Elin, nu spørger jeg dig lige igen: Vil du ind på det jurastudium i 2029, eller vil du ikke?

9. Lektier kan også tjene til at udvikle evnen til fordybelse samt træning af selvdisciplin og koncentrationsevne i en tid, hvor sociale medier bla bla bla bla bla.

10. Hvad gør du egentlig selv, når du kan se, at der er dokumenter at læse forud for et møde?

Uskolet er Folkeskolens bagside med satire, som ikke umiddelbart går meget op i fakta. Skulle enkelte navne, hændelser eller undervisningsministre alligevel føles bekendte, er man velkommen til at tro, hvad man vil.