Sven Erik Østergaard Nielsen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Pensioneret skolelærer og skolekonsulent på Stensved Skole, Sven Erik Østergaard Nielsen, er død, 63 år.

Sven Erik Østergaard Nielsen var oprindelig bornholmer, men levede det meste af sit voksne liv i Stensved, idet han efter endt læreruddannelse i 1960 blev ansat på den dengang helt nye Stensved Skole, hvor Sven Erik Østergaard Nielsen arbejdede hele sit lærerliv, indtil han gik på pension for godt tre år siden.

Hans interesseområder på skolen var mange, men især fysik og matematik havde hans store interesse. I mange år fungerede han som skolevejleder, inden han de senere år arbejdede som skolekonsulent, hvor han drog god nytte af de mange berøringsflader, han havde skabt uden for skolen. Alle Sven Erik Østergaard Nielsens gøremål på skolen har været præget af hans altid meget velforberedte og omhyggelige arbejde, som kom eleverne, eller 'ungerne', som han altid med sin svage bornholmske accent kærligt omtalte eleverne, samt skolen i øvrigt til gode.

Det gjaldt især det arrangement, som Sven Erik Østergaard Nielsen var ophavsmand til, hvor 30-40 gæstelærere en gang om året over to dage besøgte skolen for at fortælle de ældste elever om de mange erhvervs- og uddannelsesmuligheder efter folkeskolen. Et arrangement, som han fra alle sider fik stor ros for. Også fra eleverne, som for Sven Erik Østergaard Nielsen altid var i centrum. De var de vigtigste. Dem, det altid drejede sig om.

Vi vil huske Sven Erik Østergaard Nielsen som en gemytlig, engageret og meget hjælpsom kollega, til hvem vi aldrig gik forgæves.

Sven Erik Østergaard Nielsen gik af, da han var fyldt 60 år, men nåede desværre kun at nyde sit velfortjente otium i tre år. Han bibeholdt dog kontakten til Stensved Skole. Han besøgte os med jævne mellemrum og deltog gerne i skolens sociale arrangementer og understregede ved disse lejligheder, at han nød ikke at være underviser mere, og at han ikke skulle være tilkaldevikar på skolen.

Men sidste efterår gav han alligevel skolen en hjælpende hånd, da vi stod og manglede en fysiklærer, ligesom han også hjalp til med arrangementet på motionsdagen i oktober måned, og det var tydeligt, at han glædede sig over gensynet med 'ungerne'.

Selvom Sven Erik Østergaard Nielsens helbred de sidste par år ikke var stærkt, var hans vilje og lyst til at være med og deltage i mange forskellige gøremål usvækket.

Æret være Sven Erik Østergaard Nielsens minde.

Personalet på Stensved Skole