Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Modstand forude

Et hovedstyrelsesmedlem gør status over overenskomstens udmøntning

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vel var det ikke Danmarks Lærerforenings Overenskomst 99 med Kommunernes Landsforening, Søren Kierkegaard havde i tankerne, da han skrev, at livet skal leves forlæns og forstås baglæns. Men der kan være god grund til at minde om dette grundlæggende livsvilkår også her i lærernes egen forening. Tillad mig derfor - med baggrund i den netop fremlagte undersøgelse af overenskomstens udmøntning - at gøre en slags status.

Den centrale nyskabelse i denne overenskomst var som bekendt, at grundlaget for dens udmøntning skulle tilvejebringes gennem en drøftelse af den pædagogiske målsætning kreds og kommune imellem. Undersøgelsen fastslår, at selve denne indledende øvelse kun har fundet sted i halvdelen af kommunerne, og af disse angiver 52 procent, at det ikke har haft nogen positiv indflydelse på det videre forløb.

På mere end ni ud af ti skoler er der indgået aftaler om anvendelsen af 155-timers (+x) puljen, hvorved der gennemsnitligt er blevet afsat 28 timer i ekstra individuel tid per lærer. Heraf kan sluttes, at lærerne i dag i gennemsnit har godt 403 timer til individuel forberedelse. Det skal sammenholdes med et gennemsnitligt undervisningstimetal på 677 (hvoraf det nye undervisningsbegreb anslås at tegne sig for cirka 30 timer i snit). Skoleudvikling og teamsamarbejde beslaglægger gennemsnitligt 145 timer; en massiv satsning, hvilket også kommer til udtryk i lærernes øgede legemlige tilstedeværelse på skolen, der angives at være blevet 'større' eller 'meget større' af i alt 81 procent.

Hvis man synes, at disse gennemsnitstal er til at leve med, må det skyldes, at man ikke har gjort sig klart, at det netop er gennemsnitstal. For mange af de mest undervisende lærere dækker disse tal over en personlig katastrofe. En stærkt forøget arbejdsbyrde, for nogle ubærlig, ikke blot på grund af mindre forberedelsestid og mere undervisning, men også på grund af øget mødepres, er hermed dokumenteret.

For nok er det sandt, at teamsamarbejde og skoleudvikling kan øge arbejdsglæden. Men hvis det fornødne mentale overskud ikke er til stede, bliver det i stedet en ekstra byrde. Og så er det at føje spot til skade, når man formaner lærerne til at blive bedre til at holde møder. Til oplysning for de, der måtte have glemt livet i klassen, skal det her slås fast, at når man har haft fem timers undervisning, er man aldeles uegnet som kreativ og engageret mødedeltager. Man er flad, basta! Så bliver teammødet let en fordelingscentral for individuelle arbejdsopgaver snarere end et understøttende fællesskab. Og skoleudviklingsmøder forvandles til en kamp mod den overvældende trang til at lukke øjnene og bare glide væk.

Jeg har til min undren hørt en del hævde, at det ikke var til at vide, at det ville gå så galt med denne udmøntning. Samtlige ulykker var imidlertid såvel forventelige som velbeskrevne forud for urafstemningen i 1999. Andre hævder, at det ikke er selve aftalen, der er noget galt med; det er viljen til at udmønte den efter hensigten, der mangler. Det kan kun forstås som udtryk for, at aftalen bygger på en ikke-eksisterende politisk tilstand. Ønsketænkning, slet og ret.

Og nu, endnu inden de sidste forsinkede aktivitetsplaner for indeværende skoleår er blevet udleveret, begynder diskussionerne om næste skoleår. Kloge af skade vil tillidsrepræsentanterne forhåbentlig undlade at indgå aftaler med skoleledelsen uden at sikre sig kollegernes udtrykkelige opbakning. De vil arbejde på at genetablere en art kobling imellem mængden af undervisning og forberedelsestid i kombination med en opprioritering af den ekstra individuelle tid på bekostning af teamsamarbejde og skoleudvikling. De vil søge en jævnere fordeling af opgaverne hen over skoleåret og mellem lærerne, blandt andet med henblik på at aflaste de unge lærere. De vil gå efter en fastsættelse af et maksimalt ugentligt undervisningstimetal, og de vil koble pausetid sammen med undervisningstid.

Lykkes det, er perspektivet ganske lovende. Men tillidsfolkene vil møde modstand fra arbejdsgivere, der i et år har fået mange lærere til at løbe livet af sig. Tillidsrepræsentanterne og medlemmerne skal vide, at vi har et overenskomstmæssigt legalt værktøj, der kan få selv den mest selvsikre og modstræbende arbejdsgiver til at ryste på hånden, når han presser citronen: Mødeplanen. Minutiøs planlægning af alle opgaver dag for dag i henhold til overenskomsten.

Det er en stor beslutning at insistere på mødeplanen, mentalt såvel som praktisk. Men mon ikke man gør klogt i at forberede sig på det værste, håbe det bedste og tage det, som det kommer?

Powered by Labrador CMS