Penge til elevhåndbog

Arbejdsministeriet støtter udarbejdelse af håndbog og hjemmeside om arbejdsmiljø

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Eleverne har netop fået 175.000 kroner til håndbog og hjemmeside til de elever, der arbejder med sikkerhed og sundhed i folkeskolen.

Det er de to elevorganisationer DEO, Danmarks Elev Organisation, og FLO, Folkeskoleelevernes Landsorganisation, der har søgt og fået pengene fra Arbejdsministeriets pulje til forskningsprojekter og arbejdsmarkedspolitisk forsøgsvirksomhed.

Elevorganisationerne samarbejder med repræsentanter fra Arbejdsmiljørådets Service Center, Skole og Samfund og Danmarks Lærerforening om udgivelsen af elevhåndbog og hjemmeside. De fem organisationer sidder sammen i en redaktionsgruppe.

Elevhåndbogen skal indeholde baggrundsmateriale, som eleverne har brug for at vide i arbejdet med deres sikkerhed og sundhed. Det kan være beskrivelser af skolelederens rolle i arbejdsmiljøspørgsmål, hvilken rolle lærernes sikkerhedsrepræsentant har, men også eksempler på mobning eller gode eksempler på, hvordan nogle har grebet det psykiske eller fysiske miljø på skolen an. Der skal være anvisninger på, hvordan eleverne kommer i gang med arbejdet, hvor de kan søge viden og indflydelse.

'Det handler om, hvad en god skole er. Eleverne skal ikke kun se på hullet i væggen i klasselokalet. De skal også tænke på det æstetiske og det psykiske miljø', siger Thue Quist Thomasen, formand for DEO.

Eleverne skal uddannes til at kunne håndtere deres arbejdsmiljø ude på skolerne. Det betyder, at foruden håndbog og hjemmeside vil de involverede parter også arrangere kurser for elever.

'På hjemmesiden skal der være arbejdspladsvurderinger skrevet om til elevsprog, der skal være links til opslagsmateriale om arbejdsmiljø og til steder, hvor man kan hente yderligere informationer', fortæller Thue Quist Thomasen.

'Vi går nu i gang med at indsamle materiale til hjemmeside og håndbog. Der findes allerede meget materiale, vi kan bruge, for eksempel fra forsøg med elevsikkerhedsrepræsentanter her i landet og materiale fra Sverige'.

Hjemmesiden forventes at være klar til efter sommerferien i år, og elevkurserne er klar omkring oktober.

Når elevhåndbogen er færdig, vil den blive sendt ud til alle skoler i ti eksemplarer sammen med en mappe til de projekter, eleverne allerede har arbejdet med på skolen, så alle gode eksempler gemmes.

Eleverne forventer, at studiemiljøloven for elever og studerende bliver vedtaget engang senere i år, og så skal skolerne til at vælge arbejdsmiljørepræsentanter blandt eleverne.

hela

Powered by Labrador CMS