Nu har jeg løbet efter en skoleklokke i tæt ved 57 år, hvis vi tager det hele med - ja løbet og løbet - men det er godt nok længe. Om føje tid skal den klokke afmonteres - gudskelov. Måske.

Altid i skole. I 1944, krigens sidste år, sad man der med 'Ole Bole gik i skole' og med den syvåriges forskrækkelse over at se jakkesætklædte oldsager af lærere lange nogle smældende lussinger ud til de vilde drenge. Og et enkelt til mig, da jeg et øjeblik tog blyanten over i min venstre kejtede hånd. Der var ikke megen børneforståelse til stede i min store byskole i 44. Er der så det nu? I et samfund, der uden vaklen mere og mere fralægger sig ansvaret for egen avl og sender børnene væk til larmende institutioner? Man kan have sine bange anelser.

Sært at tænke på, at man sad og baksede med blæk og penneskaft, mens D-dagen fandt sted, og Europa stod i flammer. Mens Anne Frank sad i sit skjulested i Holland og skrev sin fantastiske dagbog, og levende skeletter vandrede rundt i de tyske koncentrationslejre. Jeg lærte af de voksne, at jeg aldrig måtte hilse på en tysker og da selvfølgelig slet ikke smile. En tid havde fjenden endda stjålet vores skole, så vi måtte nøjes med nogle få timer på biblioteket. Men så kom dagen, da de voksne lærte mig ordet 'kapituleret'. Det var dejligt at turde tænde lys i stuen uden at mørklægge først. Jo, let falder man i fortids-trance . . .

Vi gamle lærere kommer ikke sjældent til at snakke om, hvad vi kunne tænkes at komme til at savne, når vi går af. Det er noget af en håbløs snak, så sandt som vi er forskelligt skruet sammen. Nogle har sågar lyst til at komme tilbage som vikarer i ny og næ. Det siger en del om forskelligheden. Mere relevant at spørge: 'Hvad vil du aldrig komme til at savne?' - Så kan ingen stoppe igen, hurtigt svirrer alle irritamenterne gennem luften. Alt regereriet og møderiet.

Ufatteligt bliver det at få den uindskrænkede frihed, man mistede som syvårig, tilbage . . .

Else