Møde med en verdensborger

En måde at få justeret sine fordomme om stakkels, små indvandrerpiger

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hun steg på toget i Hannover. En køn pige med langt, mørkt hår og brune øjne. Et lille indvandrerbarn åbenbart. Helt alene. Det var da sært. Hun sagde høfligt goddag til passagererne, en ældre herre, som sad og småsov, og mig.

Så trak hun en større samling sprittusser op af sin store sportstaske og sad og så lidt fortabt ud, indtil jeg tilbød hende, at hun måtte tegne på min blok. Stort smil og mange tak. Hun havde lige fået tusserne til sin tiårsfødselsdag, fortalte hun. Den havde hun fejret hos sin tyske familie i Hannover. Nu skulle hun hjem til sin far og sin storebror i Hamborg. Jeg mumlede lidt om en mor. Nej, hendes forældre var skilt, og moderen boede i London. Et lille indvandrerskilsmissebarn altså. Det blev mere og mere synd for hende.

Jeg gik i gang med rollen som den rare dame, der tager sig af en stakkels, ensom, ressourcesvag pige. Og hun ville gerne snakke.

'Ich bin eine Perserin', kom det med selvfølelse. Og så sagde hun sit navn, som var meget langt. Næh, sagde hun, da jeg ikke reagerede - De kender nok ikke så meget til persiske forhold, ellers ville De vide, at det oprindeligt er et adeligt navn. Jeg måtte vedgå min uvidenhed.

Det meste af moderens familie var udvandret under præstestyret. Bedstefaderen var dyrlæge og var flyttet til England. Der havde hendes mor mødt hendes far, som var tysk tv-journalist. Familien havde boet i London, til hun var fem år. Det havde ikke været så nemt at begynde i tysk skole - mit tysk dengang var faktisk ringere end Deres, som hun diplomatisk fik det sagt.

Jeg spurgte, hvordan det så gik i skolen nu. Jo, hun skulle begynde i gymnasiet efter sommerferien. (Det er selv efter tyske forhold meget tidligt, og hun var ikke stor af sin alder). Om hun nok mente, hun kunne klare det? Skråt sideblik gennem lange øjenvipper. Jeg skulle bare vide, at hun var faktisk én af de bedste i klassen. Jow, og hvilket gymnasium skulle hun på? Det amerikanske! Hvabehar? Jo, der gik hendes storebroder også. Jeg måtte jo tænke på, at størsteparten af hendes familie boede i staterne, og nu havde hun jo lært at tale tysk. Min respekt steg.

Om hun kunne flere sprog? Ja, persisk selvfølgelig, og så kunne hun læse arabisk. På gymnasiet havde hun valgt spansk som første fremmedsprog, for hendes mor havde lige købt hus i Spanien, og så var det jo praktisk.

Hun var vant til at rejse meget, både med sin far og sin mor, fortalte hun. Hendes mors familie talte over hundrede nulevende slægtninge, og de boede spredt over hele den vestlige verden. Det er rart at kende nogen, man kan bo hos i forskellige lande, så føler man sig hjemme overalt, som hun udtrykte det.

Hun forærede mig sin tegning, og jeg gav hende mit kort. Det blev hun meget glad for. Så kender jeg også nogen i Danmark, sagde hun.

Der stod en far og ventede på perronen i Hamborg. Stort knus til ham og vinken til den rare dame, som havde fået justeret sine fordomme om stakkels, små indvandrerpiger. Jeg havde mødt en verdensborger.

Tove Heidemann er konsulent i internationalisering på Danmarks Pædagogiske Universitet, afdelingen i Haderslev