Børnene jubler omkring computeren. 'Jeg vil kun lægge millioner af prutter ind, masser af bøvs og et lyn og en flyvemaskine', siger en af dem. 'Vi skal også have lidt uhygge', mener en anden og lægger et stykke isnende gysermusik ind.

Det er det nye softwareundervisningsprogram 'LydLab', der bliver afprøvet på en århusiansk skole. Tre syvårige drenge og en lærer sidder ved skærmen og kigger på lydsymboler, sætter dem sammen, klipper i dem - og lytter til resultatet: En trompet, tre prutter, trompet igen, en bøvs, en rumraket og lidt uhygge, båndet kører, ungerne fniser, især når der pruttes. 'Dem skal vi have flere af!' Leg med lyd, for fuld udblæsning.

'Det er næsten lige så sjovt som 'pokémon'', mener Anton, der har prøvet at lege med 'LydLab' før. En stor anerkendelse fra et barn til et undervisningsprogram.

Men hvorfor alle disse prutter, når der er så meget andet: Ruder, der smadres, køer, der brøler, pistoler, der går af? Anton forklarer alvorligt: 'Det synes drenge er sjovt, sådan noget prutte- og lortesnak'.

Fem kategorier af lyde

De tre syvårige er den primære målgruppe for 'LydLab', som er udviklet på Medieskolen i Århus. Det er et let overskueligt, visuelt funderet computerprogram, som kan bruges til at fortælle historier med lyd.

Foruden de mange forskellige lydeffekter, der er indbygget i programmet, kan man også lægge sine egne ind med mikrofon eller cd. Det er meget enkelt. Der er fem kategorier af lyde: Mennesker: fodtrin og barnegråd. Natur: frøer og køer. Hverdagsting: Et wc, en kirkeklokke. Maskiner: Biler og fly. Og så er der de abstrakte lyde, som børnene elsker: rumlyd, uhygge, Ufo 1 og Ufo 2. Den sidste kategori er den, der tiltrækker de små mest - foruden de pinlige kropslyde. Det er abstrakt støj: bzzzz, oing-oing-oiiiii, sssiv-juuuh - og den slags.

Til hver lyd hører en ikon: Et leende barn, en vaskemaskine, en komet. Ikonerne kan flyttes med musen, sættes sammen på båndet, klippes eller forlænges efter behag. Så trykker man på afspilningsknappen, og det lille drama går i luften. Tekst er der ikke meget af. Det er ikke nødvendigt. Programmet er opbygget, så ethvert barn kan betjene det. Man behøver ikke engang at kunne læse og skrive.

Selv være skabende

Det var lederen af Medieskolen, Henrik Underbjerg, der for tre år siden fik idéen til 'LydLab'.

'Jeg syntes, der manglede meningsfyldt computerbaseret undervisningsmateriale til de helt små børn. Noget, hvor de selv kan producere i stedet for at sidde ved skærmen som passive forbrugere. Alt for meget af den type undervisningsmateriale er indrettet på at bilde børnene ind, at nu skal de lege. Men i virkeligheden skal de bare lære at regne. Eller de skal gennemløbe bestemte baner, bestemte forløb: 'Prik på den blå hat. Du har nu fire muligheder'. I 'LydLab' skal man selv være skabende. Det giver et stort rum for kreativitet og leg. Lærerens funktion er at være medspiller. Det er ikke envejskommunikation fra tavlen og ned', siger Henrik Underbjerg.

Lars Henningsen, forsker i børnekultur, mener, at man med 'LydLab' kan slå bro imellem to forskellige verdener: Børnenes eget univers af leg og fortælling og de skolefag, de skal lære.

'Børn skaber selv kultur', fortæller Lars Henningsen. Drengenes krigslege for eksempel - det er en verden af lyd. Et skud er ikke bare et skud. Der er mange forskellige slags skydelyde: En pil, der flyver fra buen, en bombe, der eksploderer, drenge har lyd for det hele. De kender også til mange former for rallen, der viser, at de dør på en særdeles levende og aktiv måde. Der er regler for legen, traditioner og koreografi, der er masser af ressourcer. Der er kultur'.

'Det er der også i pigernes leg, selv om voksne mennesker bliver irriterede, når de parodierer voksenlivet med deres høje, skingre stemmer. Og forskrækkede, når de roterer med underlivet og viser navler. Men også i den form for leg er der kvaliteter. Det handler om koreografi, om at bevæge sig sammen', siger Lars Henningsen, der mener, at børnene kender en masse lyde, der bare venter på at finde vej til lydbåndet.

Det er ikke bjældeklang og vellyd alt sammen.

'Børnenes egen kultur er også modstand, oprør, parodi, humor', siger Lars Henningsen, der har set pigerne lave præcise parodier på de voksnes tv-avis. Og lyttet til drengenes 'lortesnak': 'En pruttelyd er den rigtige lyd på det forkerte tidspunkt. Der er modstand og oprør i en prut! Et udslip fra børnenes lydkultur kan sabotere en hel undervisningstime'.

Optage lyde i naturen

'LydLab' giver rum for den kultur. Men det er også undervisningsmateriale, der relaterer sig til mange forskellige skolefag, ikke alene dansk, drama, sprog og formning, men også geografi og biologi, mener Lars Henningsen: 'De større børn kunne bruge 'LydLab' til at lave et lydbillede af en handelsgade i Shanghai. Eller man kunne gå ud og optage fuglesang i naturen'.

De tre små drenge har leget godt med lydene på computeren. Nogle større børn er kommet forbi og har lyttet med. Men der er også noget andet, der trækker: Inde ved siden af laver de bolcher, duften breder sig, og selv om det er sjovt med prutter og trompeter, så trækker det andet også. Computeren er en naturlig del af hverdagen i børnenes liv. At klippe smeltet sukker over, så det bliver til bolcher, er lige så spændende. Skærm og tastatur står forladte hen. Børnene har sat sig ved et bord, hver med en saks foran sig, med store øjne og en duft i næsen, der i al fremtid vil minde dem om en vinterdag i barndommen. Den ny teknologi er bare ét element i det mægtige sansebombardement, børn oplever i hverdagen.

Men det er godt legetøj. Et værktøj for fremtiden.Inger Holst er freelancejournalist