Ingelise Glumby

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Tirsdag den 17. december 1996 blev lærerne på Uglegårdsskolen bedt om at møde på det fælles lærerværelse i ti-frikvarteret. Kun få havde en anelse om årsagen. Vi fik her den chokerende meddelelse, at Ingelise var død samme morgen. Ingelise havde været syg meget kort tid, men at hun aldrig ville vende tilbage til Uglegårdsskolen igen, havde ingen vist forestillet sig.

Ingelise blev for 23 år siden ansat på Uglegårdsskolen - kort tid efter skolens start. Ingelise var et hudløst ærligt, uintrigant og varmt menneske. Hun havde ikke 'Fingerspitzgefühl', men sagde ligeud, hvad hun tænkte og følte, hvilket indimellem udløste nogle gevaldige diskussioner blandt kollegaerne i det spor, hvor hun til sin død arbejdede, men efter sådanne meningsudvekslinger var man lige gode venner med Ingelise bagefter. Hun bar aldrig nag. Sporet havde brug for Ingelises 'træden rundt i nælderne' og vil komme til at savne hendes direkte facon.

Over for eleverne var Ingelise også meget ærlig og direkte - som eksempel kan nævnes en klasse, som havde store problemer med oprydningen i klasselokalet, og hendes kommentar til klassen var typisk for hende: 'I tilfælde af atomkrig stil jer i papirkurven, den bliver alligevel aldrig ramt'.

Hendes store interesseområde var håndarbejde, og hun har i løbet af sine mange år på Uglegårdsskolen stået bag mange smukke elevproduktioner, som for eksempel billedtæpper og patchwork. Privat var hun også meget kreativ; det store billedtæppe i Havdrup Sognegård har hun været med til at udføre.

Lærerkollegiet ved Uglegårdsskolen