Uskolet

Mystisk lærer vil fortsætte med at være lærer

Publiceret Senest opdateret

Det har vakt opsigt, at en lærer i den lokale folkeskole angiveligt har tænkt sig at blive ved med at være lærer i den lokale folkeskole. ”Næ”, lyder den mystiske lærers svar på spørgsmålet, om der da slet ingen planer er om at søge nye, spændende udfordringer andre steder, eventuelt på en friskole eller måske helt skifte branche, som så mange åbenbart gør.

Al snak om lærermangel, rekruttering og fastholdelse synes at prelle af på læreren, som heller ikke lader sig slå ud af henvisninger til lange dage, dårlige forberedelsesvilkår, inklusion, trivsel, krydspres: ”Det er rigtigt. Det er bestemt ikke optimalt, og det må vi arbejde på at få ændret. Men jeg er folkeskolelærer, og det har jeg mest lyst til at fortsætte med”.

Uskolet er Folkeskolens bagside med satire, som ikke umiddelbart går meget op i fakta. Skulle enkelte navne, hændelser eller undervisningsministre alligevel føles bekendte, er man velkommen til at tro, hvad man vil.