Superkort læreruddannelse

DLF: Lærermanglen skal ikke løses ved at sætte det faglige niveau i skolen over styr

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ikke blot pædagoger og akademikere, men også folk med alle mulige andre baggrunde skal kunne tage en superkort seminarieuddannelse og gå direkte ind i faste job som folkeskolelærer, lød det i weekenden i et nyt udspil fra Undervisningsministeriet.

Danmarks Lærerforening afviser, at lærermanglen skal løses ved, at man sætter det faglige niveau i folkeskolen over styr.

På embedsmandsniveau arbejder man i Undervisningsministeriet dels med tidligere undervisningsminister Margrethe Vestagers planer om at gøre pædagoger og akademikere til lærere på ét år, dels med en model, hvor der dispenseres fuldstændig fra adgangskravene til læreruddannelsen, og ledige i stedet vurderes på deres personlige erfaringer og kvalifikationer og kan få en individuelt sammensat læreruddannelse på kun to år:

'De mennesker skal selvfølgelig have en hel del i bagagen, og de kan for eksempel godt have en studentereksamen', siger kontorchef for de mellemlange uddannelser i Undervisningsministeriet Hanne Buch til Folkeskolen. Hun understreger, at ideen er, at de lynuddannede skal have status som helt almindelige folkeskolelærere, ikke faglærere i henhold til de særlige regler i folkeskoleloven. Det nye initiativ er ikke opstået i forbindelse med regeringsskiftet, oplyser Hanne Buch, men i de drøftelser på embedsmandsniveau, der er foregået i Kommunernes Landsforening og Undervisningsministeriet i de seneste måneder.

'Tingene hænger sammen: Vi må ikke løse problemet med lærermangel ved at forringe fagligheden', siger Anni Herfort, formand for Danmarks Lærerforening.

'I sidste uge gik debatten på, at lærernes faglige niveau var alt for lavt - og at man burde gøre som i Finland, hvor lærerne er uddannet på universitetet. I denne uge skal vi forholde os til et forslag om at uddanne ufaglærte til lærere på to år. Det er helt ude i hampen. En fuld læreruddannelse er det, der skal til for at undervise i folkeskolen'.

Planen kræver lovændringer og vil derfor ikke kunne gennemføres, uden at et folketingsflertal står bag dem, men i Undervisningsministeriet er det planen, at den nye uddannelse skal gå i gang allerede til september.