Gud bevares

Ord er farlige. Man tænker ikke altid over det, men alle ved, at man både kan slå og såre med dem, man kan ydmyge, skade og latterliggøre. Den gamle pædagogik tog ikke sjældent ordene i anvendelse med dette formål. Men heldigvis kan de så meget andet: de kan glæde, oplyse, skabe sammenhold, opbygge, etablere kontakt mellem mennesker og gøre dem mere indsigtsfulde. Det ser man blandt andet i den gode litteratur, som blot fordrer indlevelse til gengæld.

At ord er farlige, ved man i alle de lande, der har censur. Hvis man havde glemt det, blev man erindret om det, da Det Svenske Akademi uddelte nobelprisen i litteratur til en eksilkineser i Paris, Gao Xingjian. Verdens folkerigeste nation følte sig truet af en mand, der sad i en sidegade tusindvis af kilometer væk og skrev ord ned. Man ryddede forsiden af Folkets Dagblad, ikke for at beskrive forfatterskabet, men for at miskreditere de folk, der havde givet ham prisen.

Ordenes form kan også give anledning til diskussion. Det kan man se så at sige hver dag i dagbladenes læserbreve. I Sverige drøfter man med megen lidenskab en ændring fra konjunktiv (optativ) til indikativ i den nye bibeloversættelse. Moderne dansk har, ligesom moderne svensk, kun konjunktiv i faste udtryk som 'leve kongen', 'Gud bevare Danmark' og 'fanden tage dig'.

Derfor er der gud hjælpe mig nogle svenskere, der finder det udemokratisk og utidssvarende, at den nye bibel, ligesom den danske, viderefører den aronitiske velsignelse i en form, der modsvarer den danske: 'Herren velsigne og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig. Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred'.

Der er en præmie til den, der kan omsætte dette til indikativ og bevare såvel betydning som udtrykskraft.

Reformisterne må have en meget svagt udviklet stilistisk sans og savne forståelsen af, at det rituelle sprog ikke har som opgave at ligne hverdagssproget.

Professor Higgins