Ni kommuner i én kreds - sådan ser virkeligheden ud i Østfyns Lærerkreds. I starten af 90'erne blev Midtfyns- kredsen delt mellem Østfyn og Sydfyn, og det resulterede altså i hele ni kommuner til Østfyn.

Egentlig arbejdede man under et tidligere udviklingsprojekt i slutningen af 80'erne på at få delt Fyn i fire større kredse, men det lykkedes ikke. Der er i dag seks fynske kredse samt Ærø Lærerkreds og Langelands Lærerkreds under Fyns Amt.

'Der sker det samme som ved kommunesammenlægninger. Det handler også om, hvem der sidder i kredsene, personlige hensyn og taburetter', siger Irma Trebbien, der er kredsformand for Østfyns Lærerkreds og amtskredsformand på Fyn.

'Da vi slog tre kredse sammen til to, var det vigtigste for os, at vi fik råd til en sagsbehandler. Dengang var der ikke så mange lokale forhandlinger at rende til, men med decentraliseringen er det da blevet svært at have ni kommuner i én kreds. Men det er ikke uladsiggørligt. Det betyder blot, at kredsformanden må uddelegere nogle opgaver'.

'På mange måder er det endda en fordel, for vi udarbejder et fælles oplæg til forhandlinger. Selvfølgelig kommer aftalerne til at se forskellige ud, fordi det er ni forskellige virkeligheder med forskellige kulturer og prioriteringer', siger Irma Trebbien.

For at medlemmerne i alle ni kommuner skal føle sig repræsenteret, har Østfyns Lærerkreds en regel om, at når valget er overstået på kredsgeneralforsamlingen, så ser man på, om alle kommuner er blevet repræsenteret i kredsstyrelsen. Hvis de ikke er det, skal medlemmerne fra de ikke-repræsenterede kommuner gå i énrum og finde en repræsentant.

'Vi har da talt om, at hvis alle 11 kredsstyrelsesmedlemmer kommer fra én kommune, så kan den regel betyde, at vi bliver 19 i kredsstyrelsen. Men endnu har det ikke været noget problem. Vi har kun prøvet at mangle én kommune, og det er så blevet klaret'.

Vigtigt med sagsbehandlere

Kredsformand for Sydfyns Lærerkreds, Torben Møller Petersen, mener klart, at kredse skal være så store, at der er råd til at ansætte sagsbehandlere.

'Da vi fik råd til det, var det noget, alle bemærkede. Også vores modpart. Men ellers tror jeg, det er godt med kredse på omkring tusind medlemmer som en tommelfingerregel'.

Han mener, at medlemmerne har den indflydelse, de vil have.

'Det er lidt flabet sagt, men de kan tage indflydelse, hvis de vil. Mange medlemmer siger dog, at de har travlt i hverdagen, så de forventer, at vi står for det fagpolitiske. Og så håber jeg jo, at de sparker os ud, hvis de er utilfredse med det, vi laver. Ellers er der ikke demokrati. Der er da også lidt udskiftning i kredsstyrelsen', siger Torben Møller Petersen.

Hverken Irma Trebbien eller Torben Møller Petersen synes, at der er sket noget specielt i forbindelse med de tidligere udviklingsprojekter, og de synes, det er svært at engagere medlemmerne til at være interesserede i udviklingsprojekter.

'Intentionerne er, at DLF skal være, sådan som lærerne gerne vil have det. Men læserbrevene i Folkeskolenvidner om, at de synes, DLF går i den forkerte retning. Hvis de har ret, må vi gå en anden vej, men det er svært at vide, om det blot er få, der skriver dér, eller om der er mange bag', siger Irma Trebbien.

Hendes visioner går på, at DLF er en bæredygtig forening, der har indflydelse både lokalt og centralt.

'Men jeg ved ikke, hvilke skridt vi skal tage for at opnå det. Som amtskredsformand har jeg skrevet til Dafolo angående det igangværende udviklingsprojekt. Jeg håber, at alle medlemmer har mulighed for at være med i demokratiet, men jeg tvivler på, at det gælder for VUC-forstanderne, medarbejderne på Pædagogisk Psykologisk Rådgivning, amtscentrenes medarbejdere og de amtskommunale skoler. De har ikke en generalforsamling, som de andre. De har svært ved at vælge mig fra som amtskredsformand, hvis de er utilfredse. Det ville jeg gerne have løst'.

DLF - et fagforbund

Torben Møller Petersen frygter, at udviklingsprojektet er ved at køre lidt skævt.

'På kongressen - og jeg indrømmer, at jeg er en del af den - blev projektet udvandet, synes jeg. Vi har behov for, at nogen udefra - for eksempel Dafolo - stiller os, der sidder i organisationens ledelse, nogle kritiske spørgsmål. Hvorfor gør I tingene, som I gør? Vi skulle stille op til et ordentligt serviceeftersyn. Vi forlanger, at medlemmerne skal udvikle deres arbejdsformer hele tiden, men vi udvikler jo ikke organisationen tilsvarende. Vi er ikke parate til den udvikling, der er på vej', siger Torben Møller Petersen.

'Derimod er det fuldstændigt omsonst og et rent tidsspilde at tro, at man kan starte en medlemsdebat om DLF's udvikling. Det interesserer dem ikke. De er aktive og passer deres arbejde, men vi kan lige så godt beslutte os for at have nogle professionelle politikere i foreningen'.

'På kongressen fik vi udvandet dette udviklingsprojekt til at blive et rart, pædagogisk og socialt projekt. Helt ufarligt'.

Torben Møller Petersen mener, at det skete, fordi nogle ikke bryder sig om, at et firma udefra skal komme og undersøge organisationen. Andre ville så imødegå den kritik.

'Nogle får røde knopper, når de hører ordet 'firma'. Jeg er da ligeglad, om det er et firma, bare de er professionelle. Vi svigter medlemmerne, hvis vi ikke får sat en udvikling i gang i organisationen'.

'På kongresserne taler vi om en fælles fagforening. Det mener jeg slet ikke, vi har mere. Vi agerer som et fagforbund, og det indrømmer vi, hvis vi vel at mærke sidder i en lukket kreds. Men det betyder, at vi har en helt anden fagforening, end vi selv ønsker at have, og end vi tror, vi har. Og vi har ikke engang selv taget dén beslutning, for vi tør ikke at tage de indædte og voldsomme beslutninger'.

Torben Møller Petersen tilføjer, at han håber, at han kommer til at skulle æde alle disse ord i sig igen.

'Det vil jeg gerne gøre, hvis det skulle vise sig, at det bliver et rigtig godt udviklingsprojekt'.

Storebror-lillebror-effekten

Hvad skal den nye kreds hedde, når Fjordballe-kredsen og Østersømagle- kredsen nu slår sig sammen? Det kan ende i det helt store stridsspørgsmål, om det nu skal være Fjordballe-Østersømagle-kredsen eller om det skal være Østersømagle-Fjordballe-kredsen. Faktisk kan det forsinke selve sammenlægningen, fordi disse diskussioner jo gemmer på andet. Det kan være storebror-lillebror- effekten - hvem har mest magt, hvem har flest medlemmer?

Både disse diskussioner og personspørgsmål betyder indimellem, at en planlagt kredssammenlægning bliver droppet. Måske kan de to kredsformænd ikke samarbejde, måske dukker andre problemer op undervejs i diskussionerne. For ingen ønsker åbenbart at give en magt fra sig, som de ellers har opnået.

Besværlig fodboldfusion

Fusioner er sjældent lette. Det ses for eksempel i det midtjyske, hvor FC Midtjylland er opstået af fusionen mellem fodboldklubberne Ikast FS og Herning Fremad. Det har krævet mange diskussioner, men er nu blevet en succes både sportsligt og økonomisk.

Men så opstår problemet med, hvor det nye stadion til omkring 80 millioner kroner skal placeres. Ophedet diskussion igen. Oprindeligt var det en af forudsætningerne for fusionen, at der skulle bygges et stadion mellem Herning og Ikast, men nu lyder planen, at stadion skal placeres ved Herning Messecenter. Så nu indsamles der protestunderskrifter i Ikast.