'Det er en rigtig praktik'. Sådan bedømmer en studerende og en praktiklærer i Folkeskoleni sidste uge det nye praktikelement i læreruddannelsen, aleneperioden. Bedømmelsen begrundes med, at det ikke er det sædvanlige spil for galleriet til ære for praktiklærer og medstuderende på bageste række, men en mulighed for rigtigt at opleve, hvordan det er at være lærer. Vurderingen får i artiklen lov at stå uimodsagt.

Af gode grunde måske, for holdningen findes hos mange lærerstuderende og rigtig mange af de lærere, jeg har talt med. Og var man til stede under Folketingets behandling af læreruddannelsesloven, ville man have hørt stort set samtlige ordførere begrunde det nye element med samme retorik.

Men hvad var så tanken bag den traditionelle praktik?

Når en ny lærer træder ud fra seminariet, må hun besidde stor viden om sig selv udmøntet i en stærk personlig integritet. Hun må have en fundamental forståelse for de dynamiske kræfter, der betinger skolens komplekse virkelighed. Samt naturligvis faglig underviserkompetence inden for sine fire liniefag.

Det, praktikken tilbyder, er hovedsageligt muligheden for at studere:

De didaktiske vilkår for gennemførelse af undervisningen ud fra folkeskoleloven og fagenes centrale kundskabs- og færdighedsområder, CKF'erne. . .

De mere brede vilkår for en lærers arbejde i form af det, der foregår 'bag scenen'. Politik, jura, networking i lokalmiljøet, forældresamarbejde, samspil med kolleger og interne styrelsesorganer og så videre.

Sig selv som lærerperson.

At udfolde de forhold til en kvalitetsfyldt praktik kræver, at seminariet internt har sat praktikken i en entydig og relevant sammenhæng, der er erkendt og accepteret af alle involverede personalegrupper. Og det kræver, at sammenhængen er formidlet til og forstået af studerende. Og de involverede praktikskoler, da hele skolen som virksomhed altid er involveret i praktikken.

Det kræver ligeledes, at de involverede parter har en fælles forståelse af de forventninger, de hver især berettiget kan have til hinanden, samt af vilkårene for deres opfyldelse.

Derudover er det helt afgørende, at de personer, der skal varetage undervisning i faget praktik, er i stand til at hjælpe den studerende med at komme helt ned i substansen i faget. At rokke ved den studerendes fundamentale dannelse. At få den studerende til at tvivle og derved positivt bekræfte eller eventuelt ændre sin etiske verdensanskuelse. At finde frem til det fortolkningsgrundlag, der medfører en given handlingi en konkret situation. At tematisere de redskaber, den studerende bringer i anvendelse ved analyse og dannelse af de synteser, der fører til det fornødne overblik i klasserummet. At grave i logikken i den systemforståelse og de sammenhængsforhold, den studerende udtrykker i sine refleksioner. Samt at undersøge, om den studerende formår at fastholde kernen eller fagtraditionen i det fag, der undervises i, i den komplekse dannelsessituation, undervisningen udgør.

Praktikkens mål er altså, at den studerende reflekterer over intuitive handlingsvalg i en undervisningssituation ud fra en forudgående forestilling om forløbets ideale gennemførelse. Vejledning bliver derved praktikkens kerneydelse.

Derfor er det en katastrofe at idyllisere tidligere tiders 'græsperiode' og hylde jobtræning som en styrkelse af læreruddannelsen. Det er en vildledning af de studerende, hvis man får dem til at tro, at praktikkens formål er at give en realistisk oplevelse af det at være lærer. Den studerende skal i praktikken studere nogle udvalgte grundvilkår i en lærers virkelighed. For at disse opdagelser, i samspil med de teoretiske og praktiske erfaringer fra undervisningen på seminariet, kan bidrage til en forståelse af skolens opgave og vilkår og egne forudsætninger for at indtræde heri. Hvis en studerende efter tre år og lige så mange praktikperioder på læreruddannelsen kan konstatere, at der hidtil har været tale om 'spil for galleriet', så er det ikke CKF'en for den traditionelle praktik, den er gal med.

Formand for Lærerstuderendes Landskreds og medlem af DLF's hovedstyrelse