I Frankrig udkom forrige år en interessant bog, 'À l'école de la violence', oversat til dansk 'I voldens skole'. Den er skrevet af historikeren Jean-Claude Caron og handler om fysisk og seksuel vold i den franske skole i det 19. århundrede. I en tid, hvor pædofilien jævnligt er til debat, er det især kapitel fem om seksuelle overgreb på eleverne, som er interessant.

I de nationale arkiver er Caron stødt på 114 forskellige sager fra perioden 1830-1860. Det drejer sig om drenge og piger i alderen 7-15. De anklagede er alle mænd. Antallet af sager stiger op gennem perioden. Det kunne fortolkes som et udtryk for en større respekt for barnet og interesse i dets fysiske og psykiske vel. Men det er ikke hele forklaringen, for netop i de år udspandt der sig en voldsom kamp mellem kirken og staten om magten over skolen og ungdommen, og de mange sager om seksuel mishandling af eleverne blev et våben i den kamp.

Mange lærere, munke og præster blev idømt fængsel eller tvangsarbejde for usædelig omgang med deres elever - man brugte endnu ikke ordet pædofili. Men en del slap med skrækken. De katolske skoler var gratis, og eleverne kom fra den fattigste del af befolkningen. En trussel om at nedlægge skolen kunne få kritikerne til at lukke munden. Og de lokale myndigheder kunne have interesse i, at en sag aldrig kom frem. Læreren var en central figur i små samfund og kom i familierne både til hverdag og fest. En retssag ville ødelægge denne harmoni, ligesom den kunne skade skolens renommé.

I sager, hvor elevernes ord stod over for lærerens, valgte retten oftest at tro på læreren. Det gjaldt i en sag, hvor han forsvarede sig med, at hans interesse for drengenes syn på sex og kvinder bundede i et ønske om at give dem gode råd med på livets vej. Altså en tidlig form for seksualundervisning. At flere elever fortalte om et hårdt stød i ryggen, mens læreren holdt dem fast mellem sine knæ, anfægtede ikke retten. En anden lærer slap af sted med at hævde, at han bad drengene masturbere foran sig, fordi de skulle demonstrere, hvad han havde hørt, de havde foretaget sig sammen i klassen. En historie, der ikke forekom dommeren spor overraskende. Og i samtidens pædagogiske og lægevidenskabelige litteratur vrimler det med beretninger om kollektiv onani i klassen.

Fordi der var så mange interesser på spil, og fordi man var ambivalent over for sandhedsværdien af børns udsagn, ligger det mellem linierne i Carons bog, at de 114 sager udgjorde toppen af et isbjerg. Sagerne vidner om, hvordan retssystemet sekunderet af retsmedicinen gradvist fik sat ord på et fænomen, som alle vidste eksiterede, men som man havde haft svært ved at tale om - for ikke at sige fordømme.

Der eksisterer ikke lignende undersøgelser af danske forhold, men Carons centrale pointe om, at sagerne handler mindst lige så meget om voksne som om børn, vil også kunne lade sig påvise i Danmark. Også her oplevede man i 1800-tallet tilspidsede sociale, religiøse og politiske modsætninger, efterhånden som bonde- og arbejderbevægelsen voksede. Men Frankrig er anderledes, idet myndighederne her allerede i 1830'erne var opmærksomme på, at disciplinærsager med et seksuelt tilsnit udgjorde et eget problem. I Danmark skiller disse sig først ud i Undervisningsministeriets journal fra 1907. Hvorfor denne forskel, og hvad den har betydet for håndteringen af sædelighedssagerne i skolen, det er en historie, som er værd at udforske nærmere.

Jean-Claude Caron: À l'école de la violence. Châtiments et sévices dans l'institution scolaire au XIXe siècle. Paris: Aubier, Collection historique

Ning de Coninck-Smith er professor på Syddansk Universitet