I sensommeren 1997 havde vi besøg af en gruppe indere. De kom fra to privatskoler, 13 børn under ledelse af en indisk teaterleder og hans to assistenter. De blev indlogeret privat hos den ganske almindelige femteklasse, jeg er klasselærer for. Et enestående eksperiment udspandt sig nu over syv dage. Kunne det lade sig gøre på så kort tid at finde en historie, skrive et manuskript og indøve et teaterstykke? På to sprog, med mennesker, der ikke kendte hinanden og var mere end almindeligt fremmede for hinanden?

Der blev nærmest arbejdet i døgndrift. Anushka skrev manuskriptet over historien om Kong Salomons dom, Anisha arbejdede med kulisser, og Alun hersede og regerede med alle børnene i skolens gymnastiksal på engelsk. Jeg fór rundt som en mus i barselsseng. Tre dage henne forelå manuskriptet. Tolv scener, hvoraf halvdelen var masseoptrin med alle 28 agerende på scenen samtidig; fællessang på hindi, engelsk og dansk, replikker på dansk og engelsk vævet ind i hinanden. Med fem øvedage tilbage lignede det pædagogisk selvmord. Hvad havde jeg dog rodet mig ud i?

Men bordet fangede. Det her skulle lykkes, ingen diskussion. Alle på plads til tiden, årvågne og målrettede. Så intenst og disciplineret blev der arbejdet, at et besøgende tv-hold nærmest gik i vejen. Og for nu at gøre en lang historie kort: Projektet lykkedes til fulde. Eleverne i min femteklasse vågnede til dåd og præsterede det efter danske forhold utrolige.

Det var mødet med de jævnaldrende indere, der gjorde det. De havde tydeligvis fået kniven i skolen og var dygtigere i alle skoleanliggender. De beherskede for eksempel hele tre skriftsprog med hvert sit alfabet (hindi, gujarat og engelsk - de havde modtaget systematisk læseundervisning, siden de var fire år). De var også langt flittigere. De førte omhyggeligt dagbog og læste som den naturligste sag i verden lektier dagligt under besøget. De gjorde sig umage, selv når de ikke havde sat dagsordenen, og de danske børn måbede vantro, da inderne - til at begynde med - rejste sig, tog ordet og tiltalte lærerne 'Sir' og 'Madam'.

Allermest tankevækkende var dog deres vilje og evne til at tage et medansvar i skolearbejdet. Så totalt blottet for selvhævdende, brokkende og hjælpeløse attituder! Deres venlige imødekommenhed og åbenlyse taknemmelighed over for lærerne gjorde os nærmest forlegne. Og troede vi, at de var kuede og forknytte, blev vi klogere, da vi så dem trykke den af på scenen.

Til gengæld viste det sig, efterhånden som dagene skred frem, at disse indere langt mere end vores børn var vant til at være i centrum derhjemme. Vant til at blive pylret om og opvartet af de voksne. De danske hjems mange selvbetjeningsfunktioner gjorde et råt indtryk på dem.

Mødet med inderne fik mig til at tænke over, i hvilken grad danske børn svigtes: Overarbejdende, hyperaktive, fraværende småbørnsforældre, verdensrekord i institutionalisering, konfliktprægede forhold mellem de voksne. 'Fritiden' tapper dem for energi i stedet for at lade dem op, så de er parate til at lære. Og når vores børn i den grad får kniven uden for skolen, må vi pylre om dem - i skolen.

For vores dårlige samvittigheds skyld, ikke for børnenes.

Niels Christian Sauer er lærer på Karlebo Skole.