På en tankstation sidder Phillip Gam i en gammel Kia Sorento og bakser med at få et ukrainsk simkort i sin mobiltelefon. Augustsolen har fået temperaturen til at snige sig op omkring de 40 grader, så han har rullet vinduerne ned.

Pludselig står der en pige ved døren til førersædet. Hun har brune øjne og må være omkring samme alder som hans elever derhjemme i 6. klasse. I hånden har hun en gennemsigtig plastikpose med brombær.

Han forsøger med fagter at forklare, at han ikke har hævet ukrainske penge endnu og derfor ikke kan købe hendes brombær. Men lidt efter går det op for ham, at brombærrene er en gave til ham. Han tager imod plastikposen, og pigen løber hen til sin bedstemor igen.

”Hun var den første, jeg mødte, efter at jeg havde krydset grænsen til Ukraine”, fortæller han og gætter på, at pigen og hendes bedstemor forærede ham brombærrene, fordi de havde læst det skilt, der med gaffatape var klistret på bagruden i hans bil:

This car for the Ukrainian army was sponsored by Infrateam and delivered to Ukraine by volunteer drivers from Biler til Ukraine.

Jeg har snakket med mange ukrainere, der siger, at de ikke er så bange for at dø. Det, de frygter mest, er, at vi glemmer dem i Vesten.

Phillip Gam, lærer

Fra Thisted til Ukraine

Siden Phillip Gam var helt lille, har han leget skole: Han var læreren, og hans forældre var eleverne. 

I dag er legen blevet til en hverdag på Tingstrup Skole i Thisted, hvor han er klasse- og historielærer i skolens to 6.-klasser. Resten af tiden arbejder han som AKT-lærer (adfærd, kontakt, trivsel).

Han spiller guitar, klaver og trommer, elsker god mad og samvær med sin kæreste og søn på 2½ år – og så er han typen, der aldrig siger nej til en god udfordring, fortæller han med et smil på læben. For eksempel renoverede og forpagtede han i 2019 Fur Strandhotel sammen med sin mor.

”Jeg sagde mit job op som modtageklasselærer og sprang ud i det uden erfaring med at drive hotel”, siger han og kalder det en travl, frustrerende, lærerig og virkelig god sommer.

Ukrainerne laver skole i ly for bomber med klasseværelser i metroen og virkelig meget onlineundervisning

Han har infiltreret fjenden og skudt med maskingeværer i computerspillet Counter-Strike, men har ellers aldrig interesseret sig for forsvar og militærstrategier. Men det ændrede sig, da Rusland invaderede Ukraine den 24. februar 2022.

”Det var en følelse af magtesløshed, der ramte mig. I historietimerne plejede jeg at forsikre mine elever om, at der ikke ville komme krig i Europa igen, og pludselig var det så tæt på”, siger han.

Herefter begyndte Phillip Gam at følge med i alt om invasionen: Han ser ”Krigens Døgn” på DR om de nyeste udviklinger i konflikten og læser med, når det britiske udenrigsministerium udgiver nye kort over frontlinjerne i Ukraine.

Sidste år faldt han over foreningen Biler til Ukraine på Facebook. Foreningen opkøber gamle firhjulstrækkere og afleverer dem til de ukrainske soldater, der enten bruger dem til sygetransport eller monterer maskingeværer på bilerne for at kunne skyde russiske droner ned.

”Det virkede som en håndgribelig måde at gøre en forskel på”, fortæller han.

Han skrev til Biler til Ukraine, fik aftalt afspadsering med sin skoleleder og deltog i et kort onlinemøde, hvor han hørte om nogle af de sikkerhedsregler, der er, når man kører ind i et krigsramt land. Blandt andet skulle han downloade appen Air alarm Ukraine, der giver et varsel ved luftangreb og viser vej til det nærmeste beskyttelsesrum.

Dermed var det hele på plads. Den 20. august 2023 hentede han Kia Sorentoen i Vinderup. Og to dage senere krydsede han den ukrainske grænse.

Tegninger til fronten

Phillip Gam har kørt to biler til Ukraine i 2023. Første gang i august og anden gang i september. Begge gange er han kørt af sted i en gruppe med omkring ti biler, der skulle afleveres i den vestukrainske by Lviv. I alt har foreningen Biler til Ukraine doneret over 300 biler, siden krigen startede.

På turene er langt de fleste af de frivillige mænd, men derfra er der stor spredning på, hvem der melder sig til turene. 

Phillip Gam har været i gruppe med både en tidligere bankdirektør og en ung dreng, der havde købt en bil til soldaterne for sine konfirmationspenge. Han har også kørt til Ukraine med sin gamle psykologiunderviser fra læreruddannelsen i Skive.

Når de kører af sted, foregår det altid i kolonnekørsel, så ingen bliver væk. Det er ikke alle steder, at mobildækningen er lige stabil, og derfor holder gruppen kontakt med walkie-talkies.

Ud over snacks, energidrikke og gode podcast til de omkring 16 timer på vejen har Phillip Gam også haft breve og tegninger med fra sine elever i 6. klasse. Tegningerne forestiller både fredssymboler, ukrainske flag og Putin, der bliver ramt af en stor raket.

”Krigen har fyldt meget hos eleverne. Især da den begyndte, stillede de utroligt mange spørgsmål. Derfor har det været ganske naturligt at inddrage det i undervisningen”, siger han.

Mange elever synes, det var meningsfuldt at skrive til de ukrainske soldater. Andre var en smule skeptiske: Hvad kunne de egentlig bruge tegningerne til i en krig? Her har Phillip Gam holdt fast i, at det er vigtigt at vise det ukrainske folk, at selv om krigen har varet længe, er de ikke glemt af Europa.

Det oplevede han på nærmeste hold, da han på den første tur afleverede bilerne til en gruppe ukrainske soldater nær byen Lviv. Her gav han brevene til en af de øverstbefalende, der tydeligvis blev rørt, husker Phillip Gam.

”Han sørgede for at kigge på alle tegningerne og viste dem også frem til de andre”, mindes Philip Gam.

Inden de skulle gå, rev den øverstbefalende sit enhedsmærke af skulderen. Det skulle Phillip Gam have. Han takkede og sagde i spøg, at han jo ikke havde en uniform, han kunne sætte det på.

”Så må du enten trække i trøjen eller få det tatoveret”, husker Phillip Gam, at den øverstbefalende sagde til ham. Han svarede, at hvis det var valgene, så gik han nok med det sidste.

”Det er en stor ære, at jeg måtte få mærket. Jeg tror, det gav ham håb”.

Et folk, vi ikke må glemme

På begge ture til Ukraine valgte Phillip Gam at blive en uges tid i landet, efter at bilerne var afleveret. 

I Ukraine er krigen med i skole

Det gav ham en hel del oplevelser, som han sent vil glemme: Han har gået patrulje med en gruppe unge ukrainske soldater, der stak et gevær i hænderne på ham. Han har været på en hemmelig natklub, der holdt åbent efter udgangsforbuddet, besøgt et dyreshelter, der havde både kongeørne og vortesvin, og han har søgt tilflugt under luftalarmerne – indtil han ligesom alle andre begyndte at ignorere dem.

”Når der lød en luftalarm, skabte det altid ret meget trafikkaos. Så ventede man lige en halv time, til den næste sporvogn kom, fandt en café og drak en kop kaffe i stedet”.

Og så har han mødt befolkningen i Ukraine. Et folk, der er kommet længere ind under huden på ham, end han havde forventet.

”Den venlighed, man møder overalt i Ukraine, er helt særlig. Og jeg kan næsten ikke bære tanken om, at Rusland skal ende med at vinde den her krig”, siger Philip Gam, der håber, at han igen kan køre til Ukraine i vinter- eller påskeferien, hvis familie- og arbejdslivet tillader det.

”Jeg har snakket med mange ukrainere, der siger, at de ikke er så bange for at dø. Det, de frygter mest, er, at vi glemmer dem i Vesten”, siger han.

Det har han tænkt sig at gøre alt for at undgå. 

På vej hjem fra sin første tur til Ukraine tager Phillip Gam derfor en beslutning. Mens han går rundt på gaderne i den polske by Krakow, går han tilfældigvis forbi en tatovør. Han har alligevel en times tid, inden han skal videre, så han vælger at gå ind i butikken.

Derinde finder han det enhedsmærke frem, han fik som tak for tegningerne. Det forestiller et dødningehoved med et fly i midten, fordi soldaterne i enheden bevogter en flyvestation. Han viser det til tatovøren, og en time efter går han ud i Krakows gader med et dødningehoved på højre ribben. 

Det havde han jo lovet den øverstbefalende.